50-årig varetægtsfængslet for at starte flere brande - er leder i det lokale brandvæsen

Der er indtil videre blevet rejst sigtelser mod den 50-årige mand i 11 forhold. Manden blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger, og det er blevet bekræftet, at manden er leder i det lokale brandvæsen i Egtved.

En række naturbrande ved Egtved er blevet påsat af en leder af det lokale brandvæsen.

De seneste to måneder har cirka 40 naturbrande plaget området.

Mandag blev en 50-årig mand anholdt og sigtet for med vilje at have påsat flere brande.

Tirsdag blev manden varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han kærede ikke afgørelsen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse og på Twitter.

Manden er leder af det lokale brandvæsen

Ifølge Vejle Amts Folkeblad er den sigtede mand leder af det lokale brandvæsen. Det erfarer avisen fra flere kilder.

Det blev bekræftet, da den anholdte klokken 11 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Den 50-årige mand blev anholdt mandag eftermiddag klokken 15.00, og han er indtil videre sigtet for 11 forhold.

Manden nægter sig skyldig, og vil ikke udtale sig under grundlovsforhøret.

TV SYD har været i kontakt med Falck, der har afgivet et skriftligt svar.

- Vi og vores medarbejdere er meget berørte af sagen, og samarbejder naturligvis med politiet, hvis vi kan bidrage til efterforskningen. Vi tager sagen dybt alvorligt og følger op med interne undersøgelser.

Hvornår politiet kom på sporet af manden, er ikke oplyst. Dog lyder det i pressemeddelelsen, at de mange brande med korte intervaller hurtigt fangede politiets opmærksomhed.

- Det er bekymrende, når der opstår så mange brande inden for kort tid, og derfor startede Sydøstjyllands Politi også meget tidligt i forløbet en samlet efterforskning, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Brandene har fundet sted fra 12. marts frem til 9. maj. Det drejer sig blandt andet om en brand på et hedeområde i Randbøl, ild i en container i Egtved og ild i en stammestak på Springbjergvej.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med brandene. Heller ikke bygninger er blevet ødelagt.

Risikoen, for at en brand spreder sig, er dog meget høj, når vejret er tørt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.