Bil bragede ind i hus: To børn kørt på traumecenter

Fredag aften er en bil kørt ind i et hus ved Gravens mellem Kolding og Vejle. En mor og to børn kom til skade ved ulykken.

Opdateret lørdag 14/12 kl. 9.50 med oplysninger fra familiens pårørende.
Opdateret lørdag 14/12 kl. 7.25 med oplysninger om mistanke om alkoholpåvirkning fra Sydøstjyllands Politi.

TV SYD har været i kontakt med en nær pårørende til moren og de to børn. Den pårørende ønsker ikke fremgå i artiklen her med navn, men fortæller, at moren og det ældste barn er udskrevet. Det yngste barn er fortsat indlagt til observation.

Ifølge politiet har moren og de to børn været til undersøgelse for blå mærker, hudafskrabninger og tænder, der er slået ud. Den pårørende oplyser, at det yngste barn har mistet tre-fire tænder og har fået en radiator i hovedet ved ulykken. Barnet har derfor pådraget sig skrammer og hævelse i ansigtet.

 
 
Foto: TrekantBrand

Kan skyldes alkoholpåvirkning

Den endelige årsag til ulykken er fortsat ukendt.

- Noget tyder dog på, at der har været alkohol indblandet, oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Ved ulykken bragede en bil ind i facaden af huset, som vender ud mod vejen. Det store hul, sammenstødet gav i facademuren, har gjort, at der er fare for sammenstyrtning. Beredskabet forventes at undersøge huset nærmere lørdag.

Børnene blev kørt på traumecenteret

Tre personer er fredag aften blevet reddet ud af et hus, efter at en bil kørte direkte ind i husmuren.

- To børn er sendt på traumecenter, mens moren til børnene er kommet lettere til skade, oplyste vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, fredag aften.

Ifølge politiet forsøgte bilisten at stikke af fra stedet, men han er efterfølgende blevet anholdt af politiet.

TrekantBrand var fredag aften på stedet og oplyser, at der er fare for, at bygningen styrter sammen.