Coronaramt kro sælger måltidskasser og underviser i tilberedningen

Diagonalkroen i Give sælger mad i måltidskasser og viser på Facebook, hvordan man tilbereder den. Kroen gør det for kundernes og sin egen skyld.

Fredag kunne sultne sydjyder købe en måltidkasse hos Diagonalkroen i Give. På slaget 17.30 demonstrede kroens kok, hvordan man tilberedte maden.

- Vi gør det, fordi skolebørnene er hjemme fra skole, og vores fester bliver ikke afholdt. Det er en god mulighed for at kombinere, at folk har tid til at lave mad selv, og vi kan lære lidt fra os, fortæller Lasse Lindberg, der er kok og forpagter af Diagonalkroen.

I kassen lå ingredienserne, man skulle bruge for at lave risotto med svampe samt et stykke bagt torsk med et sprødt sennepsgitter på toppen.
I kassen lå ingredienserne, man skulle bruge for at lave risotto med svampe samt et stykke bagt torsk med et sprødt sennepsgitter på toppen.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

På grund af coronasmitten har myndighederne forbudt forsamlinger med mere end ti personer i det offentlige rum og frarådet større private forsamlinger. Den situation har Diagonalkroen forsøgt at få det bedste ud af ved at lave måltidskasserne.

- Folk er jo begrænset en lille smule, fordi de ikke kan komme ud, og de ikke kan samles. Derfor prøver vi at gøre det lidt sjovere at være derhjemme. Dels er der noget undervisning til ungerne, men det resulterer også i, at man får en rigtig god middag.

Hjemmefra kunne sultne sydjyder følge med i, hvordan man kunne tilberede maden.
Hjemmefra kunne sultne sydjyder følge med i, hvordan man kunne tilberede maden.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

80 kuverter solgt

Initiativet med kasserne og videoen på Facebook har mødt stor opbakning. Kroen har solgt 80 kuverter, der er fordelt på 25 familier.

- Vi er rigtig glad for opbakningen til det her. Det er lige, hvad vi har brug for. Med den opbakning, som Give giver, så skal vi nok komme igennem det her, siger Lasse Lindberg.

Corona har ramt kroen hårdt

Fredag skulle kroen ellers have lagt lokaler til en stor fødselsdagsfest for 70 personer, og lørdag skulle kroen have haft et stort bruncharrangement. De mange aflysninger har ramt kroen hårdt økonomisk.

- Den omsætning vi har nu, den er nok 10 procent af, hvad vi plejer at have. Så det siger sig selv, at det kan vi ikke holde mange medarbejdere i gang på. Vi kan heller ikke blive ved for evigt på den her måde, siger Lasse Lindberg.

Lasse Lindberg har måttet sende medarbejdere på ferie på grund af coronavirussens økonomiske konsekvenser.
Lasse Lindberg har måttet sende medarbejdere på ferie på grund af coronavirussens økonomiske konsekvenser.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Lasse Lindberg har sendt fire medarbejdere på ferie. Som det er nu, er kroen bemandet af en kokkeelev og en kok. Lasse Lindberg er dog fortrøstningsfuld.

- Vi håber selvfølgelig, at det er en kort periode, så vi kan komme i gang igen, siger han.

Menuen fredag aften stod på risotto med svampe samt et stykke bagt torsk med et sprødt sennepsgitter på toppen.