Det ser sort ud i nattelivet

Sort økonomi, illegal arbejdskraft og socialt bedrageri præger restaurations- og værtshusbranchen, og talrige kontrolaktioner fra Skat har kun begrænset virkning.

Det kan Skat i Billund konstatere efter en aktion i weekenden i 23 virksomheder i Vejen og Vejle.

- Vi traf flere personer i arbejde, der modtager forskellige offentlige ydelser, som kontanthjælp, arbejdsløsheds- og sygedagpenge, fortæller specialkonsulent Tina Foxil.

Flere ansatte fik deres løn udbetalt i drikkevarer.

14 virksomheder førte ikke korrekt kontrol med, hvad der kom i kasseappartet eller gik udenom det.

Hele fem virksomheder havde ikke næringsbrev. Det vil sige, at de overhovedet ikke må sælge mad- og drikkevarer.

- Der er fortsat mange virksomheder, der ikke efterlever reglerne. Flere af virksomhederne har haft besøg flere gange før, og de har stadig ikke rettet op på forholdene, konstaterer Skat i Billund.