International tennisturnering kommer til Vejle

Til sommer skal der dystes om penge og ranglistepoint, når ITF-turnering spilles i Vejle.

Endnu en international tennisturnering skal spilles i Danmark til sommer.

Fra 25. juli til 1. august skal spillere fra nær og fjern kæmpe om point til ATP- og WTA-ranglisterne i en ITF World Tennis Tour-turnering i Vejle, skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.

Forbundet er sammen med Vejle Tennis Klub vært for turneringen.

Det er første gang siden 2014, at der i Danmark kæmpes om point til verdensranglisterne i tennis hos både mænd og kvinder.

Turneringen, der spilles på grus, er placeret ugen før en lignende turnering spilles hos KB på Frederiksberg.

15.000 dollars i præmier

Turneringer på dansk jord er vigtige for de danske spillere, der drømmer om at blive professionelle. Det mener sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen.

- Hvis nogen klarer sig godt på hjemmebane, vil det efterfølgende give nogle helt andre muligheder for at komme ind i turneringer i udlandet.

- Med to turneringer i træk vil der være flere danskere, der får muligheden for at teste sig selv af og tjene deres første ranglistepoint, siger Jens Anker Andersen i meddelelsen.

ITF-turneringen spilles på Vejle Tennis Klubs anlæg. Der dystes både hos damer og herrer om præmiepuljer på 15.000 dollar svarende til knap 93.000 kroner i den nuværende kurs.

Der konkurreres både i single- og doublerækkerne. 32 singlespillere er med i hver hovedturnering i single, mens der er 16 doublepar til start hos både damer og herrer.