Kommune vil være parasportens hovedstad: - Vi byder ind på alle muligheder

Parasport skal tages alvorligt, og derfor vil Vejle Kommune være frontløber for parasport i Danmark.

Vejle er ikke landets hovedstad, men måske kan kommunen snart kalde sig parasportens hovedstad. Det er i hvert fald visionen for kommunen, der gerne vil øge synligheden for parasporten både lokalt og nationalt.

quote

Jeg tror, at det kan blive meget større end det er nu

Tobias Thorning Jørgensen, paralympisk guldvinder i dressur

- Parasporten er med til at inspirere mange, og de parasportudøvere, vi har, er med til at få andre med forskellige handicaps i gang til at dyrke en idrætsgren. Det er en rigtig god ting. Der er gode fællesskaber i det, siger Jens Ejner Christensen (V), der er borgmester i Vejle Kommune.

Den vision bliver taget godt imod hos en af parasportens helt store stjerner, Tobias Thorning Jørgensen. Han er dressurrytter og dobbelt paralympisk guldvinder, og han mener, at Vejle Kommune allerede er på forkant med parasporten.

- De gør så meget for parasport generelt, og det synes jeg er megafedt. Og det er ekstremfedt, at de også prøver at udbygge det, så det ikke kun bliver de traditionelle sportsgrene, siger han.

Vil byde ind på alle muligheder

Lørdag var der i Vejle et ridestævne for paradressur med deltagere fra ti forskellige lande. Det er netop den slags begivenheder, som Vejle Kommune i fremtiden vil arbejde hårdt for at få til at ske i kommunen.

- Vi byder ind på alle de muligheder for parasportsbegivenheder, vi kan. Kørestolsrugby, store stævner i ridning. Vi vil hele tiden have alle antenner ude og sørge for, at når der sker noget indenfor parasporten i Danmark, så vil vi gerne være en del af det, siger Jens Ejner Christensen.

Potentialet for at få parasporten til at blive endnu større herhjemme er også stort, hvis man spørger Tobias Thorning Jørgensen.

- Jeg tror, at det kan blive meget større end det er nu, fordi de har virkelig store ambitioner. Jeg tror virkelig, at de kan leve op til deres ambitioner, og i og med at mediedækningen på parasport generelt set er blevet bedre de senere år, så tror jeg også, at der kommer mange flere mennesker til, siger han.