Kronprinsparret besøger Jelling inden prisuddeling

Kronprinsparret besøger lørdag eftermiddag Kongernes Jelling. Det sker forud for uddelingen af Kronprinsparrets Priser 2021 i Musikteatret i Vejle.

Sidst på eftermiddagen vil borgmester Jens Ejner Christensen, (V), tage imod kronprinsparret sammen med museumschef Morten Teilmann-Jørgensen, der fortæller om oplevelsescentret og historien i Jelling.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik vil bl.a. få lejlighed til at indgå i en samtale med Gorm den Gamle, når parret skal høre om museets nyeste tiltag: Jelling Viking Test Center. Museet tester her fremtidens måder at formidle historie og verdensarv på og eksperimenterer med bl.a. kunstig intelligens.

Som afslutning på besøget i Jelling får Kronprinsparret fremvist Jelling Højene, som sammen med kirken, runestenene og resten af monumentområdet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Herunder vil Jacob Rasmussen. der er Vejle Kommunes projektleder for Tour de France-arrangementerne næste år, fortælle om forberedelserne.

Når starten går til tredje etape i Tour de France den 3. juli næste år, vil rytterne som det første køre fra Vejle mod Jelling. Her vil rytterne passere lige forbi hovedindgangen til Kongernes Jelling og få meter fra højene, og hele monumentområdet vil komme på tv-skærmene over store dele af verden.

Prisuddeling i Musikteatret

Efter besøget i Jelling kører Kronprinsparret mod Vejle Musikteater, der fire timer senere er rammen om årets uddeling af Kronprinsparrets Priser - en prisuddeling, der med fire priser hylder ekstraordinære præstationer inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Det sker ved et show, der sendes på DR 1.

Program for kronprinsparrets besøg i Jelling

16.45: Kronprinsparret ankommer til Kongernes Jelling. Borgmester Jens Ejner Christensen tager imod.

16.50-17.15: Kronprinsparret besøger Kongernes Jelling. Her vil de få en fremvisning af Jelling Viking Test Center af museumschef Morten Theilmann-Jørgensen.

17.15-17.35: Kronprinsparret ledsages af borgmester Jens Ejner Christensen mod Jelling Højene.

17.40: Kronprinsparret tager afsked med Borgmester Jens Ejner Christensen og forlader Kongernes Jelling.