Opdateret: 30.000 kunder var uden strøm

Torsdag var omkring 30.000 kunder uden strøm i Vejle- og Hedenstedområdet.

Artiklen er opdateret, da strømmen ifølge Trefor nu er tilbage. 

Torsdag eftermiddag var omkring 30.000 kunder i Vejle, Hedensted og oplandet ramt af strømsvigt.

Klokken 14.15 skete der et nedbrud i elforsyningen i Vejle Nord. Ifølge en pressemeddelelse skyldes det en komponentfejl på en transformerstation i Nørremarken, men det er endnu ikke helt klart, hvad der forårsagede fejlen.

- Vi er i gang med at genetablere strømmen så hurtigt som overhovedet muligt i de berørte områder, udtaler elforsyningschef i Trefor El-net, Per Sørensen.

Trefor, der står for elforsyningen, oplyser nu, at strømmen er tilbage, og at de ikke forventer yderligere driftsforstyrrelser. 

På deres hjemmesidde skrev Trefor desuden, at: ”som følge af driftsforstyrrelser på 10kV elnettet, så kan der opleves manglende elforsyning og svigtende forsyning af vand, varme og kommunikation i dele af Vejle og opland”.