Skal endnu et cykelløb til Vejle? Politikerne er uenige

I Vejle drømmer udvalgsformand om flere cykelløb, men udvalgets næstformand trykker på bremsen.

Torsdag blev den samlede rute for Tour de France 2022 offentliggjort i Paris. Som bekendt leder den tour gennem Vejle Kommune.

Og måske er det netop det, der har givet blod på tanden. I hvert fald blev det på et møde i Kultur- og Idrætsudvalget i sidste uge forslået, at kommunen skal ansøge om at blive godkendt som vært for et cykelløb i den internationale world tour - et endagsløb i en international serie af landevejscykelløb. 

Lige nu er kun 36 løb en del af denne "klub".

- Vi kan finde en niche, der hedder cykelsport, hvor vi kan få vist hele vores kommune frem. 

- Vi kan få alle landsbyer og den smukke natur, vi har, vist frem for 100 millioner af seere over hele verden. Det er vigtigt, siger Dan Arnløv Jørgensen fra Det Konservative Folkeparti, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, til ønsket om, at World Touren også skal forbi den sydjyske kommune.

Pengene kan bruges bedre

En ansøgning skal sendes til den internationale cykelunion UCI. Ansøgningen vil koste 100.000 kroner. Hvis Vejle Kommune godkendes som løbsvært og afholder disse, forventer kommunen en samlet udgift på omkring 7,5 million kroner per løb.

Ønsket om at få sådan et cykelløb til kommunen gælder dog ikke alle i Kultur- og Idrætsudvalget. Næstformand Torben Elsig-Pedersen fra Radikale Venstre, mener at pengene er brugt bedre et andet sted.

Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, Torben Elsig-Pedersen, ønsker ikke at sende ansøgning til UCI afsted.
Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, Torben Elsig-Pedersen, ønsker ikke at sende ansøgning til UCI afsted.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, TV SYD

- Jeg er rigtig vild med at få flere cykelløb til Vejle Kommune, men jeg er ikke vild med, at det er kommunekassen, der skal betale for det, siger næstformanden og forklarer, at kommunen hvert år har et loft for, hvor mange penge de må bruge:

- Det er penge, der kommer til at gå fra den velfærd, vi ellers har. Det er penge, vi ellers kunne bruge til pædagoger og lærere i skolerne og til flere medhjælpere i ældreplejen.

quote

Det starter med, at vi har noget god velfærd, som borgerne er glade for, så borgerne er glade for deres kommune.

Torben Elsig-Pedersen, næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune

- Andet en asfalt og skoler

Formand for samme udvalg, Dan Arnløv Jørgensen, mener, at der skal være mindre fokus på kommunekassen:

- En kommune er andet end asfalt og skoler. Det handler også om fællesskab, og derfor er vi nødt til at lave nogle begivenheder engang imellem, der skaber fællesskab.

Han understreger samtidig, at kommunen skal ud for at finde sponsorere, hvis ansøgningen bliver godkendt.

Uenighed om branding af kommunen

Torben Elsig-Pedersens argument om prioritering af velfærd negligerer Dan Arnløv Jørgensen ikke, men han mener, at cykelløbet kan føre andre goder til kommunen med sig.

- Omvendt kan man også argumentere for, at hvis vi markedsfører vores kommune, så får vi måske nemmere ved at få borgere hertil og nemmere ved at få ansatte i vores virksomheder, som vi mangler. Man skal sørge for at gøre sig attraktiv, siger formanden.

For næstformanden starter branding dog et helt andet sted:

- Det starter med, at vi har noget god velfærd, som borgerne er glade for, så borgerne er glade for deres kommune. God børnepasning, god ældrepleje. Det er det, vi som kommune skal investere i. Det er vores kerneopgave, siger Torben Elsig-Pedersen.

Torben Elsig-Pedersen spændte ben for forslaget i udvalget, og derfor skal forslaget nu behandles i byrådet. Hvis ansøgningen til UCI bliver sendt afsted, forventes der svar i marts 2022.