Smitten er stadig på vej i den rigtige retning

Siden i går er smittetallet steget en lille smule på landsplan, mens tallet er faldet i Syd- og Sønderjylland.

Smitten går stadig den rigtige vej i Syd- og Sønderjylland. I går var den på sit laveste niveau i ni måneder - og i dag er den lavere. 

Onsdag er der i de 14 syd- og sønderjyske kommuner, som TV SYD dækker, nemlig registreret 203 nye coronasmittede over de seneste syv døgn.

I går lød smittetallet på 227 over de seneste syv dage. 

Til sammenligning var smitten i de syd- og sønderjyske kommuner på sit højeste i jule- og nytårsdagene. Mere end 1.700 nye smittetilfælde blev ved årsskiftet registreret over en syvdøgns periode.

Højest er smitten stadig i Vejle Kommune, hvor der de sidste syv dage er registreret 46 smittetilfælde svarende til 39,8 smittede per 100.000 indbyggere.

På landsplan er coronasmitten steget en smule siden i går. 

På landsplan

Der er det seneste døgn registreret 353 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag. Tallet lød på 222 smittetilfælde i går.

Det seneste døgns smittetilfælde er fundet via 95.770 PCR-test, der foretages ved podning i halsen. Andelen af positive - kendt som positivprocenten - er 0,37.

Ud over PCR-test er der det seneste døgn foretaget 313.802 lyntest, som tages via næsen.

Antallet af indlagte falder

På landets sygehuse er antallet af indlagte med coronavirus faldet med 8 til 93.

Man skal tilbage til 23. september sidste år for at finde et lavere antal indlagte med coronavirus.

2,8 millioner har fået første stik

Tal fra Statens Serum Institut onsdag viser, at 48,5 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination. Det svarer til, at der er givet mindst første vaccinestik til 2.838.236 danskere. 26,4 procent er færdigvaccinerede.

Region Syddanmark ligger på en national andenplads over flest førstegangsvaccinerede. Her har 587.430 (48,0 procent) fået første stik, mens 325.255 (26,6 procent) er færdigvaccinerede. Kun i Region Sjælland er flere vaccinerede (53,3 procent).

I Region Midtjylland er tallene 620.575 (46,5 procent) og 350.908 (26,3 procent).