Spiritusbilist måtte køles af

Et færdselsuheld forårsaget af en spritbilist endte med en overnatning i detentionen.

Der var gang i flaskerne i Vejle i går aftes. På Koldingvej kørte en spirituspåvirket op bag i en forankørende bilist.

Der skete ingen personskader ved ulykken. Men da politiet nåede frem til ulykkesstedet, kunne de konstatere, at bilisten, der havde været årsag til ulykken, var påvirket af spiritus.

- I første omgang fulgte manden med frivilligt ind på stationen. Men under indkørslen til stationen bliver manden voldsom, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen.

Det betød, at manden i stedet for at kunne tage hjem og sove branderten af i sin egen seng, måtte overnatte i detentionen hos politiet.

Endnu en i Vejle

På Lysholtvej mistede en mand herredømmet på sin bil. Da bilen forulykkede brød bilen i brand.

Heldigvis blev manden reddet ud af bilen, inden han kom noget til. Han er dog indlagt med en mulig røgforgiftning.

Politiet mistænker også her spiritus som synderen bag ulykken. Dette er dog ikke fastslået endnu.