Sprit i store mængder på genåbnet museum

Lørdag åbnede Kongernes Jelling efter to måneders coronalukning. Den moderne fortælling om de gamle dage kræver masser af håndsprit.

Klokken 10 lørdag formiddag stod familien Gradert fra Hørsholm klar til som de første gæster at træde ind gennem den genåbnede hoveddør til Kongernes Jelling. I to måneder har museet været coronalukket, men lørdag formiddag var der igen gratis adgang til Nationalmuseets Jellingafdeling, som med hypermoderne, digitale touchskærme fortæller om Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Danmarks dramatiske vikingetid. 

Hypermoderne udfordring

Og det digitale  er netop udfordringen for museet, når vi har risikoen for covid-19 flyvende usynligt rundt i blandt os. For i Kongernes Jelling skal gæsterne trykke på skærmene for at aktivere de vilde fortællinger.

Sprit. Masser af sprit

Museets svar er sprit. Masser af håndsprit, som gæsterne bedes benytte. Hør museumschef Morten Teilmann-Jørgensen fortælle om det i klippet her.

Der sprittes af i den store stil på det genåbnede Kongernes Jelling.

Intet er normalt

I øvrigt kommer mere end halvdelen af museets gæster normalt fra udlandet i juli og august. Men intet er normalt lige nu, derfor håber museumschefen meget, at mange danskere vil gøre som familien Gradert. At gå igennem hoveddøren til Kongernes Jelling. Der er fri entre. 

Der sprittes af i den store stil på det genåbnede Kongernes Jelling.