Studenterhuen trykker på unge med autisme

Syv unge med autisme fik i dag deres eksamensbevis efter tre år på HHX på Campus Vejle. Det kan de takke en særligt tilrettelagt uddannelse for - en uddannelse, som kun findes i Vejle.

De syv nybagte studenter var mindst lige så glade som deres jævnaldrende på alle andre ungdomsuddannelser, da de i dag fik deres eksamensbevis.

- Jeg er meget stolt, siger Daniel Møller Pedersen fra Vejle.

Han startede for tre år siden på landets første og eneste handelsgymnasium eller HHX-klasse, der er særligt tilrettelagt for unge med ASF, Autisme-spektrum Forstyrrelse, der også omfatter unge med en Asperger-diagnose.

Mere fravær og mindre klasse

- Det har været en stor hjælp, at vi har måttet have lidt mere fravær end normalt, og at vi har kunnet trække os lidt væk, hvis vi havde brug for det, fortæller Daniel Møller Pedersen .

Fra begyndelsen har der også kun været 12 elever i klassen, for at de unge autister har kunnet fungere i undervisningen.

Daniel Møller Pedersen har før forsøgt at gennemføre en ungdomuddannelse uden held, men denne gang lykkedes det altså. Han og hans seks studiekammerater kan nu fortsætte i uddannelsessystemet på lige fod med alle andre.

I begyndelsen handler det nu mere om at tjene nogle basseører.

- Først skal jeg tjene penge, så jeg kan betale mit studielån tilbage, og så vil jeg starte min egen virksomhed, fortæller den nybagte student.

Der var også tilbud til unge med autisme, før klassen startede. Det var SFX og HF-klasser, men tilbuddet i Vejle er det første med merkantil retning.