Tidlig tørke giver høj risiko for naturbrande

Syv naturbrande siden søndag. Det er status for Syd- og Sønderjylland og helt usædvanlig mange for årstiden. Både DMI og Danske Beredskaber advarer nu om tørken og brandfaren.

Gløder i kulrester fra en havegrill ved et sommerhus satte skærtorsdag gang i en naturbrand i et plantageområde ved Egtved. Det lykkedes dog for brandfolk fra Trekantområdets Brandvæsen at få bremset branden, inden det gik helt galt.

quote

Det er så tørt, at man allerede nu skal være ekstra forsigtig og betænksom.

Jarl Vagn Hansen, direktør, Trekantområdets Brandvæsen

- Det er så tørt, at man allerede nu skal være ekstra forsigtig og betænksom - både hjemme i sin egen have og når man færdes ude i naturen, siger Jarl Vagn Hansen, direktør for Trekantområdets Brandvæsen, til TV SYD.

Den seneste måned er der kun faldet 5,9 millimeter regn på landsplan i Danmark. I april er der kun faldet 2,5 millimeter regn - i en periode, hvor der normalt falder 20,5 millimeter regn.

Tørkeindekset er rekordhøjt for årstiden

Det usædvanligt tørre vejr har efterhånden medført en større mangel på vand i den danske natur. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) beregner det såkaldte tørkeindeks, der viser, hvor stor risikoen er for tørke i Danmark.

Værdien af tørkeindekset fortæller, hvor meget nedbør der mangler i naturen i millimeter - hvis man ganger tallet med ti.

Grafik: DMI
Grafik: DMI

Sæsonen for naturbrande begynder allerede i forårsmånederne, hvor jordens overflade er meget tør som følge af visne blade og manglende plantevækst. Men for de fleste er det noget af en overraskelse, at naturen så let antændes på denne tid af året.

Ukrudtsbrændere er farlige

I foråret er det især aske og cigaretskodder, afbrænding af haveaffald og brug af ukrudtsbrænder, der forårsager naturbrandene. Senere på året er det i højere grad uforsigtighed med grill og bål i naturen, som sender de danske beredskaber på opgaver.

Langfredag formiddag var det netop en husejer i Stensballe ved Horsens, der brugte en ukrudtsbrænder ubetænksomt.

- Han slap dog med skrækken og en afsveden have, mens huset blev reddet, oplyser vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Naturbrande tre-doblet sidste sommer

Fra maj til og med august sidste år rykkede beredskaberne ud til intet mindre end 2508 naturbrande. Til sammenligning var der i gennemsnit 878 naturbrande i samme periode i årene 2013-2017. Det viser tal fra Redningsberedskabets Statistikbank.

Beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen er også formand for Danske Beredskaber, der håber en noget roligere sommer i år.

- Der er et stykke vej endnu, før tørken når sidste års risiko-niveau - men der er al mulig god grund til at passe godt på med bål og grill i naturen allerede nu, siger Jarl Vagn Hansen.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at sommerhusgæsten i Egtved er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Typisk kan bødestørrelsen her være 5.000 kroner.

Vær forsigtig ved afbrænding

– Hold afstand

– Undgå ild i nærheden af tørre planter eller andet, der kan brænde.

– Vær opmærksom på vindretning og vindstyrke.

– Vær opmærksom på børn og dyr.

– Vis hensyn – undgå, at røgen generer naboer og omgivelser.

– Hold ild og gløder under opsyn og tjek, at alt er slukket, før du forlader stedet.

– Husk at have vand i nærheden, så en lille brand hurtigt kan slukkes.

Kilde: Beredskabsstyrelsen