Ulven på havnen var hunden Max

Den ulv, der fredag blev set på havnen i Vejle, er slet ikke en ulv, men en hund.

Mandag fortalte TV SYD historien om en ulv, der var blevet set på havnen i Vejle. 

Den pensionerede naturvejleder Steen Hedrup bekræftede til Vejle Amt Folkeblad, at det var en ulv.

Nu viser det sig, at det slet ikke var en ulv. Det var en hund ved navn Max. TV SYD mødte i dag hunden Max og ejeren Carsten Nielsen, som arbejder på havnens varmestue. Mens han er på arbejde, vandrer Max rundt på havnen. 

Og Max er en blanding af en Sibirian Husky og en Alaskan Malamut. 

- Han er min bedste ven og nem at have med at gøre. Alle kan tale med ham, og han har aldrig bidt nogen, fortæller ejeren Carsten Nielsen.

Hunden Max, som alle troede var en ulv - et stykke tid ihvertfald
Carsten, Max og TV SYDs helt egen Henrik Skovgaard.
Foto: Silas Brandt Lilliecrona

Men Max har ikke altid været nem. Carsten fik faktisk Max, fordi de tidligere ejere ikke kunne styre ham. 

- Han var vild, da han var 9 måneder, men jeg kunne se, at han var en god hund, så efter lidt betænkningstid tog jeg ham, fortæller Carsten Nielsen.

Max er en blanding af to meget stærke og aktive hunderacer.

- Han har trukket mig på cykel i fem år. Det er måden at få en aktiv hund til at slappe lidt af, når man kommer hjem, siger Carsten.

Og inden I får tastaturet galt i halsen, så skal det med, at Max snart fylder otte år og er gået på pension som trækdyr.

Naturvejleder Steen Hedrup mødte også Max, og han kan godt se, at hans vurdering var en fejl.

- På billedet fra havnen kan man ikke se hovedet. Og så kan man ikke se forskel. Hvis man ser den forfra, er man ikke i tvivl om, at det er en hund, siger han.

Hunden Max, som alle troede var en ulv - et stykke tid ihvertfald
Carsten Nielsen og Max på havnen i Vejle
Foto: Silas Brandt Lilliecrona


Med hensyn til den ulv, der blev set i Vinding afvigte lørdag, er han dog ikke i tvivl.

- På billederne fra Vinding kan man tydeligt se hovedet, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en ulv, fortæller Steen Hedrup.

Berit Lang tog dette billede af ulven i Vejle lørdag 15. april klokken 10.46, og det er altså en ulv.
Berit Lang tog dette billede af ulven i Vejle lørdag 15. april klokken 10.46, og det er altså en ulv.
Foto: Berit Lang