TV der bevæger dig

Vejle får et fixerum

I morgen torsdag åbner Vejle et sundheds- og stofindtagelsesrum, også kaldet et fixerum, som socialt udsatte kan bruge.

I fixerummet vil der være gratis kanyler til misbrugerne. Foto: TV SYD

1. december åbner Vejle Kommune en varmestue med både sundheds- og fixerum, som de socialt udsatte i kommunen kan bruge.

- Vi vil gerne gøre noget ekstra for de mest udsatte i Vejle, siger Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget, til TV SYD.

Sundheds- og fixerummet skal være med til at øge sundheden og mindske narkodødsfald i Kommunen. I fixerummet er der rene kanyler og sprøjter og personale, der skal forhindre overdosisser. Samtidig kan misbrugerne blive tilset i varmestuens sundhedsrum.

Vi vil gerne gøre noget ekstra for de mest udsatte i Vejle

Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget

- Stofindtagelsesrummet er vejen til tillid hos denne gruppe mennesker, der sjældent går til lægen. Herefter er sundhedshuset faktisk det vigtigste, fordi det kan være med til at forbedre sundheden hos dem, siger Gitte Frederiksen. 

Gitte Frederiksen vurderer, at varmestuen fra start vil have omkring 15-20 brugere, men at der formegentlig vil komme flere til. 

Læs også Fixerum til misbrugere på vej

 Det var lokalpolitikerne i Vejle, der i sommers blev enige om at oprette et sted for byens misbrugere, så man kunne forhindre flere dødsfald blandt misbrugere.

Det er Kirkens Korshær, der skal stå for at den daglige drift af rummet. Kirkens Korshær driver allerede nu fixerum i Aarhus og Odense. 

Læs også Narkomaner: Vi vil have et fixerum