VUC-direktør: Fyring af bestyrelsen kom bag på mig

Det kommer bag på direktøren for VUC Syd, at Undervisningsministeriet har valgt at fyre bestyrelsen.

quote

Det, der skete i går, var nok en af de ting, jeg ikke havde forudset, men nu agerer vi derudfra. 

Asbjørn Nielsen, direktør, VUC Syd

Det er lang tids alvorlig krise på VUC Syd, der har fået Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet til tirsdag at afsætte bestyrelsen og indsætte et midlertidigt styre.

- Det, der skete i går, var nok en af de ting, jeg ikke havde forudset, men nu agerer vi derudfra. Jeg fik ny arbejdsgiver i går, og det er de vilkår, der er, siger direktør for VUC Syd, Asbjørn Nielsen, her dagen efter. 

Den afskedigede bestyrelse har ikke siddet længe med styrepinden. Den kom til i foråret. Hvorvidt den har fået en fair chance for at agere i sagen, ønsker Asbjørn Nielsen dog ikke at kommentere på.

- Det skal ikke være mig, der kan vurdere det. Det vil jeg overlade til andre at vurdere, siger han. 

Her fortæller Asbjørn Nielsen, at fyringen kom bag på ham.

Økonomien skal vurderes
Den primære opgave for det nye styre er hurtigst muligt og senest den 15. oktober 2018 at kortlægge og vurdere skolens økonomiske situation og herunder tilvejebringe et grundlag for, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan træffe beslutning om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte sin drift. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Det midlertidige styre består af formand for VUC Bestyrelsesforeningen, Ulla Koch, formand for Campus Bornholm, Laust Joen Jacobsen, administrerende direktør på Rybners, Peter Amstrup, og tidligere afdelingschef i Undervisningsministeriet og nuværende bestyrelsesmedlem i Vestegnen HF & VUC, Lars Mortensen.

Det midlertidige styre overtager samtlige bestyrelsesopgaver på VUC Syd.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet traf i marts 2018 afgørelse om tilbagebetaling af 1,2 millioner kr. og påbød VUC Syd at følge op på tilskudsadministrationen samt at følge op på, at flere lærere ikke besad de kompetencer, som var påkrævet efter loven.