By hårdt plaget af enorme brag - endnu en aften med ulovligt fyrværkeri

Politiet greb tirsdag aften ind, hver gang der blev affyret kanonslag i Aabenraa midtby, og bortviste unge. Tre blev anholdt. Fem kanonslag blev beslaglagt.

Syd- og Sønderjyllands Politi greb tirsdag aften ind med bortvisninger og anholdelser, da unge affyrede kanonslag på markedspladsen i Aabenraa.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Siden mandag har det været tilladt at affyre lovligt fyrværkeri, og så længe det sker lovligt og sikkert, blander vi os ikke, men det ulovlige fyrværkeri accepterer vi selvfølgelig ikke, siger politiinspektør Tage Jehn i pressemeddelelsen.

Ved 20.40-tiden tirsdag aften blev fire-fem kanonslag affyret, og nogle unge lagde tændte romerlys ned, så de skød ind mellem de forsamlede mennesker.

Det betød, at politiets patruljer bortviste en række unge efter politiloven samt sigtede to personer efter fyrværkeriloven for besiddelse og affyring af kanonslag.

De samme to personer blev efterfølgende sigtet efter ordensbekendtgørelsen på grund af mishagsytringer mod politiet og for ikke at ville forlade stedet. Også en tredje person blev anholdt efter samme bekendtgørelse.

En time senere blev der igen affyret kanonslag på markedspladsen. Politiet var fortsat til stede og bortviste flere personer. 

I alt blev 29 personer bortvist fra markedspladsen tirsdag aften, hvor politiet i alt beslaglagde fem kanonslag.

TV SYD har tidligere lavet en minidokumentar om ulovlige kanonslag. Se den her.