Der er risiko for sneglatte veje - politi melder om uheld

Vejforholdene har ført til et enkelt uheld i løbet af natten, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bevæger du dig ud i morgentrafikken, bør du være opmærksom på, at der flere steder særligt i den sydlige del af landet kan være sneglatte veje. 

Det skriver DMI i deres landsudsigt for torsdag. 

Forholdene har også i løbet af natten ført til et enkelt uheld, hvor en britisk statsborger er kørt ind i en polsk lastbil, da briten mistede herredømmet over bilen og kørte ind i lastbilen, der befandt sig i samme vejbane. 

Uheldet skete på E45 i nordgående retning ved Rødekro. Der er ingen meldinger om personskade. Det fortæller vagtchefen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Ét uheld er jo sket i nat, og der er jo koldt udenfor, så vi kan ikke afvise, at der er glat, siger vagtchefen. 

Stedvis sne

Her til morgen og natten til fredag er der både stedvis sne og frostgrader.

- I dag skyet og tørt, dog i den sydligste del af regionen endnu stedvis lidt sne eller slud, især først på dagen. Temp. op mellem 2 og 5 grader og let til frisk vind fra nordøst og øst, skriver DMI.