Kæmpe sygehusbyggeri i gang

Byggeriet af det nye akutsygehus i Aabenraa til 1,25 milliarder kroner gik onsdag i gang.

Det skete, da regionsrådsformand Carl Holst (V) holdt en betonkanon i stilling.

Sygehuset bliver på 71.000 kvadratmeter med kælder, og det bygges ved siden af det nuværende sygehus. Første etape skal være klar i 2014 og den anden i 2019.

Sygehuset skal betjene 230.000 indbyggere i de fire sønderjyske kommuner, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder.

Sygehuset skal rumme samtlige akutte, lægelige specialer samt kræftkirurgi. Det får 3.000 ansatte.

Beslutningen om at placere akutsygehuset i Aabenraa har været længe undervejs. I første omgang var det tanken at placere det i Kliplev som et kompromis mellem Sønderborg og Aabenraa kommuner, der begge kæmpede for at få sygehuset.

Sønderborgs borgmester, Aase Nyegaard (Fælleslisten), deltog onsdag i indvielsen af byggeriet for at begrave stridsøksen.

Sønderborg Sygehus bliver til et specialsygehus.

Region Syddanmark får også akutsygehuse i Esbjerg, Kolding og Odense.