Katja Stock deltog i Den store bagedyst, og hendes liv forandrede sig for altid

Mange husker Katja Stock fra Den store bagedyst. Udover de flotte kager blev Katja nemlig også kendt for sin sønderjyske dialekt. Nu er hun eksperten, der skal kåre det flotteste honningkagehjerte i Krea Kongen Jul.

Katja Stock fra Aabenraa blev kendt og elsket over det ganske land, da hun i 2013 deltog i anden sæson af Den store bagedyst. Nu skal hun bedømme seernes honningkagehjerter i denne uges udgave af Krea Kongen Jul.

Det er ikke kun evnerne til at lave flotte kager, Katja blev kendt for, da hun medvirkede i bagedysten. Seerne bed også mærke i den syngende sønderjyske dialekt, hun taler med. I dag har Katja bloggen kachkuun.dk og Facebook-siden 'Kach - Kærlighed til kager og synnejysk sproch , hvor hun deler sine kageopskrifter og kærligheden til sin landsdel.

- Stadigvæk kan jeg møde folk, der genkender mig, og som også husker min sønderjyske dialekt, det er sjovt. Jeg kan godt tale rigsdansk, men når jeg bliver stresset og presset, som under optagelserne til programmerne, så slår jeg over i dialekt, fortæller Katja Stock, der stadig gerne taler på sønderjysk.

Katja har elsket at bage, så længe hun kan huske. Her er hun som 16-årig med en af sine hjemmelavede kager.
Katja har elsket at bage, så længe hun kan huske. Her er hun som 16-årig med en af sine hjemmelavede kager.

- Kager binder folk sammen

Katja har hele sit liv elsket at bage. Hun fordyber sig i at bage kager, og lærte håndværket som ganske lille af sin mor og mormor:

- Jeg husker stadig den gang jeg som 11-årig stod op en morgen klokken 04.30 og lavede en kage, som jeg overraskede min mor med på hendes fødselsdag. Inden jeg vækkede hende, var jeg ude i haven og lede efter en blomst til at pynte kagen med, fortæller Katja Stock.

Katja har især tidligere ofte deltaget med sine kager ved byfester og i lokale kagekonkurrencer - og ja, når en oplagt lejlighed bød sig:

– Kager binder folk sammen, og man hygger sig ved at spise kage, det elsker jeg, og det vil gerne være med til at udbrede.

I dag bager Katja cirka en gang om ugen, og hendes to piger, der i dag er 11 og 12 år, elsker at være med til at lave kager.

- Det at skabe noget kan jeg godt lide og meget gerne sammen med dem. Jeg er også begyndt at strikke igen, for at bruge sine hænder og være kreativ er noget, som skaber glæde og ro.

I dag tager Katja ud og holder foredrag om sin deltagelse i Den store bagedyst, og hvad det på godt og ondt fik af konsekvenser for hende.
I dag tager Katja ud og holder foredrag om sin deltagelse i Den store bagedyst, og hvad det på godt og ondt fik af konsekvenser for hende.

Gik ned med stress og mistede arbejdet

Der er gået syv år, siden Katja blev landskendt under bagedysten, hvor hun gik hele vejen til finalen og tog en anden plads. Men deltagelsen i tv-programmet havde en personlig pris:

- Jeg gik simpelthen ned med stress. Selvom det var sjovt at være med, og jeg på nogle måder elskede det, så var der også et kæmpe pres på os deltagere, og for mig betød det, at jeg efterfølgende fik en alvorlig stress- og angstreaktion, forklarer hun.

Katja blev sygemeldt i en længere periode og efterfølgende også fyret fra sit arbejde, så hun gik arbejdsløs i halvandet år.

- Det har selvfølgelig ikke været sjovt. Slet ikke. Men jeg kom mig og fik arbejde igen, og jeg har også genvundet lysten til at bage, hvad der er vigtigt for mig. 

Katja Stock arbejder lige nu på en kulturhistorisk bagebog, der skal udkomme i julen 2021.
Katja Stock arbejder lige nu på en kulturhistorisk bagebog, der skal udkomme i julen 2021.

Katja Stock tager i dag ud og holder foredrag om sin medvirken i bagedysten - også om sin stress- og angstreaktion -  men også om sin passion for bagning og kager, som hun heldigvis genvandt:

- Der gik nok en seks månender, før jeg begyndte at bage den berømte og irriterende marengslagkage, jeg lavede i et af programmerne. Det var min nabo, der spurgte, om jeg ikke kunne lave den, og så tænkte jeg: - 'Jo, hvorfor ikke', og så var jeg i gang igen.

Er blevet mere modig

Udover foredragsvirksomhed i fritiden har deltagelsen i bagedysten også betydet, at Katja udfolder sig mere kreativt end før:

- Jeg er blevet en mere modig bager og improviserer meget mere. Jeg behøver ikke at følge en opskrift slavisk som før. Hvis der skulle mangle en ingrediens, så prøver jeg med noget andet, og det har været rigtigt godt for mig, og det jeg laver.

Katja er lige nu i gang med at lave en kulturhistorisk bagebog. Den skal udkomme til julen 2021 - og hun udgiver den selv med projektmidler fra EU:

- Det bliver en bog med opskrifter på kager, og den vil fortælle om kagerne og forskellen mellem dem her i grænselandet, for der er stor forskel på måden, vi bager på i Danmark og Tyskland, og så bliver den med et katja-touch, smiler Katja.

Honninghjertekagerne skal være flotte og med et personligt præg, da Katja ikke kan komme til at vurdere smagen.
Honninghjertekagerne skal være flotte og med et personligt præg, da Katja ikke kan komme til at vurdere smagen.

Honninghjerter med flot pynt og eget præg

Den 'synnejyske kachkone' elsker julen og al dens bagværk, og nu glæder hun sig til at se billeder af de mange honninghjerter, som seerne skal sende til TV SYDs Krea Kongen Jul:

- Det bliver meget spændende at se, hvad folk kaster sig ud i. De skal jo smage godt, men da jeg desværre ikke kommer til at smage dem, så bliver det jo meget udseende med en flot form og pyntning med eget præg, som bliver afgørende for mine valg.

Katja Stock:

  • 43 år, bor i Aabenraa, er gift og har to døtre på 10 år og 11 år.
  • Deltog i Den store bagedyst i 2013, hvor hun også blev kendt for sin sønderjyske dialekt.
  • Holder foredrag om sin deltagelse i bagedysten, og hvad den kom til at betyde for hende.
  • Er i gang med en kulturhistorisk bagebog, der udkommer i 2021.
  • Driver bloggen  kachkuun.dk og FB-siden 'Kach' - Kærlighed til kager og synnejysk sproch', hvor hun deler sine kageopskrifter og kærlighed til Sønderjylland.

Nyt juleprogram Krea Kongen Jul

Krea Kongen Jul er TV SYDs lørdagsprogram, hvor du vil få inspiration til, hvordan du på kreativ vis fordriver tiden derhjemme her op mod jul i disse coronatider, hvor det er svært at komme ud blandt andre.

Hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste råd til, hvordan du kan løse den kreative udfordring, vi stiller.

Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 09.00. Du uploader dit billede her: