Mod forventning fik vi ingen ny varmerekord - her er forklaringen

Onsdag blev ikke den varmeste dag i Danmarks historie som ventet. Ifølge TV2 Vejret skyldes det, at vinden i eftermiddags vendte.

Der var lagt op til, at vi i landsbyen Store Jyndevad tæt på den dansk-tyske grænse ville sætte ny varmerekord denne onsdag.

Den tidligere rekord var 36,4 grader og blev målt i Holstebro i august 1975, men måleren i Store Jyndevad nåede aldrig over 34,1 grader. 

- Vi nåede ikke varmerekorden, fordi vinden vendte. Så kort kan svaret egentlig være, siger TV2 Vejrets meteorolog Jens Ringgaard til TV SYD og fortsætter.

- Vinden startede med at være i sydøst, og der var det varm luft fra Tyskland, der kom op. Men så snart vinden drejede over i sydvest, så havde luften sin oprindelse ude i vadehavet, og det betød, at fra klokken 15 til 15:20 faldt temperaturen fire grader.

quote

Hvis bare vinden ikke havde drejet, ja så havde vi fået en ny rekord

Jens Ringgaard - Meteorolog, TV2 Vejret

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) havde ellers allerede tirsdag udpeget Store Jyndevad som byen, hvor der var god chance for at slå rekorden, og det var netop med begrundelse i den varme luft, som bevæger sig op fra Tyskland.

- Store Jyndevad ligger nemlig lige i skudlinjen, når sydøstenvinden sender den massive varme fra det europæiske kontinent op mod Danmark, bemærker DMI på sin hjemmeside.

Og skal man tro Jens Ringgaard, så var det da også kun marginalernes spil, der gjorde at rekorden fra 1975 stadig står til trone.

- Normalt varmer det op næsten til klokken 18, så hvis bare vinden ikke havde drejet, ja så havde vi fået en ny rekord, siger Jens Ringgaard. 

Dagens højeste temperaturer i Syd- og Sønderjylland

Herunder kan du se dagens højest målte temperatur for hver af DMI's vejrstationer her i vores landsdel:

Store Jyndevad – 34,1 grader

Kegnæs Fyr – 28,7 grader

Flyvestation Skrydstrup – 34,2 grader

Rømø/Juvre – 32,9 grader

Vester Vedsted – 33,6 grader

Kolding Lufthavn – 33,6 grader

Askov – 34,0 grader

Esbjerg Lufthavn – 32,6 grader

Blåvandshuk Fyr – 24,9 grader

Billund Lufthavn – 34,6 grader

Horsens/Bygholm – 34,4 grader


Kilde: DMI.dk

Fra 22 til 27 grader på en halv time

Hvor der i Store Jyndevad var et gevaldigt og hurtigt fald i temperaturen, så oplevede de på Sydals det stik modsatte. 

Her gik temperaturen på DMI's målestation ved Kegnæs Fyr fra 22,4 grader til 27,2 grader på bare en halv time fra fem til halv seks i eftermiddags. 

Men hvad der ved første øjekast kan virke som en fejl i systemet har faktisk en ganske naturlig forklaring. 

- Det skyldes at Kegnæs Fyr ligger lige ud til vandet, hvor luften ved sydøstlig vind er blevet afkølet på sin vej henover Østersøen. Omkring klokken 17 falder vinden ret pludseligt, og det betyder straks, at solen kan opvarme luften, skriver klimatolog ved DMI Frans Rubek i en mail til TV SYD.

Heller ikke andre steder i landet blev det varmt nok til at overgå rekorden fra 1975. Dog blev der på den vestlige del af Lolland målt 35,9 grader, hvilket er nok til at sætte rekord for den varmeste julidag nogensinde.

Den hidtidige rekord for juli blev sat i 1941 og lød indtil i dag på 35,3 grader.