Nyt våben mod motorvejskø: Ramper skal få trafikken til at glide

Fredag formiddag åbnede to helt nye motorvejsramper ved Rødekro. 70a Rødekro kommer den nye motorvejstilslutning til at hedde, og den skal få trafikken til at glide.

Det skal være slut med at sidde i kø for at komme af motorvejen ved Aabenraa. Det skal en ny motorvejstilslutning sørge for.  Afkørslen har været længe undervejs, men fredag formiddag kunne Aabenraas borgmester byde velkommen og tage en busfuld gæster med på den allerførste tur ned af rampen.

- Det er en rigtig stor dag for Aabenraa Kommune, men også for virksomheder og bilisterne, der hver dag pendler, siger Thomas Andresen, (V).

I flere år har Vejdirektoratet oplevet og observeret, at der er kø på ramperne i begge retninger – især fra morgenstunden. Her holder bilerne i kø ned af rampen og ned på selve motorvejen. Også rundkørslerne, som ligger ved Rødekro, har været overbelastet. Ifølge borgmesteren har det medført flere skader.

- Det giver farlige situationer, men det har heldigvis ikke kostet menneskeliv. Det er billigt sluppet, at vi nu står med et anlæg til 44 millioner kroner, og at der faktisk ikke er sket noget inden.  

Aabenraa Kommune har selv betalt halvdelen af omkostningerne. Det var nødvendigt, fortæller Thomas Andresen og forklarer, at det er vigtigt for kommunens udvikling.

Den nye tilkørsel kommer til at hedde 70a Rødekro.
Den nye tilkørsel kommer til at hedde 70a Rødekro.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Borgmester: Gavnlig for både miljø og virksomheder

Udover selve ramperne, er vejanlægget også blevet tilpasset, så der kan køre modulvogntog – lastbiler der kan være ekstra lange og fragte mere. Det gavner især en af de lokale virksomheder.

- Det var dem, der fortalte os, hvor meget, de kunne spare hver måned på transport, ved at vi laver det her anlæg. De kunne få en tredjedel mere gods med, og så belaster vi også miljøet mindre, siger borgmester Thomas Andresen og forklarer, at det var katalysatoren, der fik sat projektet i gang.

Den nye motorvejstilslutning kommer til at hedde 70a Rødekro og så skifter afkørsel 70 Aabenraa N navn til 70b Aabenraa N.