Pantfrie dåser til danskerne under pres i EU

EU-kommissionen skal tage afgørelsen om dåsepant på tyske drikkevarer op til overvejelse igen, efter kommissionen har tabt sagen mod Dansk Erhverv.

Kassevis af pantfrie øl og sodavand bliver hvert år fragtet over den dansk-tyske grænse. Det kan dog snart være fortid.

En ny EU-dom kan nemlig påvirke de pantfrie drikkevarer. Det sker, efter Dansk Erhverv onsdag har vundet en sag over EU-kommissionen, skriver Altinget.dk.

Dansk Erhverv har klaget over en afgørelse, der gør det muligt for de tyske grænsebutikker at sælge pantfrie dåser til danskerne.

Hos Dansk Erhverv glæder de sig over dagens afgørelse, men de beholder arbejdshandskerne på

- I Dansk Erhverv har vi gennem en årrække kæmpet denne sag. Vi bruger alle redskaber i værktøjskassen til at bekæmpe den absurde situation. EU-Rettens vurdering af vores klage hælder EU-Kommissionen ned af brættet. Vi skal vi nærlæse konklusionerne, og se hvordan det stiller os, men det her er et klart signal om, at der er noget i det tyske system, som skal undersøges nærmere, siger Lotte Engbæk Larsen, markedschef for detailhandel i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.

To delstater undtaget pant i Tyskland

Tilbage i 2016 klagede Dansk Erhverv til EU-kommissionen om den manglende pant på dåserne i grænsehandlen. Afgørelsen dengang blev afvist.

Kommissionen har sidenhen afgjort, at der i de to tyske delstater, som grænser op til Danmark, Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern, undtagelsesvis ikke skal være pant på engangsemballage herunder sodavand og øl.

Begrundelsen hed, at den pantfrie emballage skulle bortskaffes uden for Tyskland. Det er netop, hvad de udenlandske kunder i grænsebutikkerne, heriblandt danskerne, underskriver, når sodavand og øl havner i bagagerummene og fragtes over den dansk-tyske grænse.

I 2019 sendte Dansk Erhverv endnu en klage, og dengang over afgørelsen om at de to delstater blev undtaget indførelsen af pant på dåserne.

Derfor tager Kommissionen nu afgørelsen op igen.

Læs dommen her.