Svineavler: Ingen forskel på, om svinepesten er 100 eller 500 km fra grænsen

Fødevarestyrelsen advarer om, at afrikansk svinepest hos svin er rykket tættere på grænsen og opfordrer nu jægere, lastbilchauffører og landbrugsmedarbejdere til ekstra forsigtighed.

Den frygtede afrikanske svinepest rykker hele tiden tiden tættere på den dansk-tyske grænse. Sygdommen er en trussel mod dyrevelfærden blandt danske grise og den danske milliardeksport af grisekød.

Senest er der konstateret et udbrud i en tysk svinebesætning blot 375 kilometer fra grænsen, og det får Fødevarestyrelsen til at minde både jægere, lastbilchauffører og landbrugsmedarbejdere om vigtigheden af at overholde alle sikkerhedsregler, så sygdommen ikke rammer Danmark.

- Bare et enkelt tilfælde af afrikansk svinepest på dansk grund vil medføre tab i milliardklassen på grund af udgifter til bekæmpelse af sygdommen og tabte eksportindtægter. Derfor går vi nu ud og minder både jægere, lastbilchauffører og landbruget om de råd og regler, der skal være med til at mindske risikoen for, at sygdommen rammer Danmark, forklarer dyrlæge og sektionsleder i Fødevarestyrelsen Signe Balslev i en pressemeddelelse.

Svineproducent fra Tinglev, Claus Bruun Jørgensen, tror på, at sikkerheden i de danske svinestalde er høj nok til at holde afrikansk svinepest ude.
Svineproducent fra Tinglev, Claus Bruun Jørgensen, tror på, at sikkerheden i de danske svinestalde er høj nok til at holde afrikansk svinepest ude.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Svineavler ikke nervøs

Svineavler Claus Bruun Jørgensens gård ligger blot fem kilometer fra grænsen til Tyskland, men han er ikke nervøs, fordi svinepesten nu står blot 375 kilometer fra den dansk-tyske grænse.

- Jeg tror ikke, at der er forskel på, om sygdommen er 100, 375 eller 500 kilometer fra grænsen. Hvis bare vi hele tiden sørger for, at alle lastbiler bliver vasket og desinficeret ved grænsen, inden de får lov at køre ud til eksportstalde, er der - set med mine øjne - ingen risiko ved det, siger han.

Claus Bruun Jørgensen fra Tinglev har været svineavler i 27 år, og på hans gård har han 2.100 søer, som gør, at han kan sælge cirka 70.000 smågrise videre til andre landmænd, som opdrætter dem til slagtesvin.

- Hvis der kun var 10 eller 30 kilometer, ville jeg være meget, meget bange, men ikke med 375, tilføjer han.

På sin gård har han syv rumænske landbrugsmedarbejdere ansat. 

De har ikke lov til tage mad med fra Rumænien, ligesom de heller ikke må modtage kødvarer hjemmefra. Derudover skal de have opholdt sig i Danmark i 48 timer, før de må komme i stalden. 

Ligeledes skal landbrugsmedarbejderne skifte tøj, fodtøj og desinficere hænderne, inden de går ind i stalden.

- Jeg er ikke nervøs for, at det kommer ind i de danske besætninger, for sikkerheden er god omkring adgangen til vores stalde, siger han og forklarer, at er en lastbil kørt gennem et område med afrikansk svinepest, får køretøjet ikke tilladelse til at køre til en dansk svinestald.

- Den sikkerhed har vi, og det kan man se på deres gps, som bliver kontrolleret, inden de får lov at læsse grise i Danmark, siger han.

I Padborg er der to vaskeanlæg, som desinficerer lastbilerne og tjekker gps.

Her findes afrikansk svinepest

  • Bulgarien
  • Estland
  • Grækenland
  • Italien (Sardinien)
  • Letland
  • Litauen
  • Polen
  • Rumænien
  • Slovakiet
  • Tyskland
  • Ungarn


Kilde: Fødevarestyrelsen

Alt skal desinficeres

Fødevarestyrelsen opfordrer til, at jægerne rengør tøj, fodtøj og jagtudstyr, at chaufførerne sikrer, at lastbilerne bliver ordentligt rengjort, efter at de har afleveret dyr i en besætning, og at håndværkere og landbrugsmedarbejdere, som kommer fra udlandet til danske svinefarme - ikke tager animalske fødevarer med til Danmark.

- Problemer er, at smitten kan gemme sig i både jord under støvlerne, på våben og andet materiel samt i fødevarer som f.eks. spegepølse eller røget kød, forklarer Signe Balslev. 

Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom. Den kan ramme alle racer af svin, men kan ikke smitte til mennesker.

Den har aldrig været konstateret i Danmark. Men sygdommen er set flere steder i Østeuropa, og i sommer nåede den så til Tyskland.