Tvunget til at flytte hjem mod sin vilje

En 15-årig pige i Aabenraa er med en frist på få dage blevet smidt ud af det ungdomskollektiv, hvor hun bor. De har bedt hende om at pakke og flytte hjem til forældrene. Men det ønsker hun ikke.

Edina Tiric har i halvandet år boet i Ungdomskollektivet Bjerggade 8 i Aabenraa. Det er kommunen, der har anbragt hende.

Men nu har samme kommune sat gang i en hjemsendelses-proces mod hendes vilje. Hun vil under ingen omstændigheder bo hjemme hos sin mor og far.

Edina har ikke boet ved sin biologiske familie i knap 4 år. Først kom hun i plejefamilie, siden har hun boet på bostedet.

Efter serviceloven skal kommunen i den type sager holde en børnesamtale, hvor barnet skal høres. Men kommunen er ikke forpligtet til at følge barnets ønsker.

Og i Aabenraa Kommune bruger man ikke at rette sig efter, hvad de unge ønsker, siger chef for børne- og ungeafdelingen, Christian Lorens til TV SYD.

Formanden for Børnerådet, Per Larsen, kan kun udtale sig generelt:

- Hvis der er voldsomme protester og stor uenighed fra den unge, så viser det, at en kommune ikke har opfyldt kravet om at tænke på barnets tarv. Projektet kan ikke lykkes, hvis ikke alle, der deltager i det, bakker op om det. Altså også barnet.

Se mere i TV SYD kl. 19:30.