Tyske pendlere skal ikke belaste grænsekommuner

De sønderjyske kommuner får nu selv den skat, som grænsependlere betaler.

De sønderjyske kommuner Aabenraa, Tønder og Sønderborg har længe forsøgt at råbe op om, at grænsependlere, som arbejder i Danmark, koster kommunerne ekstra. Det rettes der nu op på med tirsdagens aftale om en omfordeling for milliarder af kroner mellem kommunerne.

Som en del af aftalen afsætter staten et særtilskud på 100 millioner kroner til kommuner med mange tyske og svenske grænsependlere, der har arbejdssted i Danmark.

- Vi har ønsket at anerkende en problemstilling, som har været rejst fra kommuner i det sønderjyske. Der er nogle udgifter forbundet med grænsependling i det syddanske og i Øresundsregionen. Vi har lyttet, det kan vi godt se, at der er fornuft i, siger finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag ved præsentationen af aftalen, der samlet omfordeler 19,3 milliarder kroner mellem rige og fattige kommuner.

Aabenraa får 25 mio. kr.

Derfor er der oprettet et tilskud til tre grænsenære kommuner i Syddanmark samt kommuner i Øresundsregionen, der har det højeste antal grænsependlere per indbygger.

Der er dog et loft på 25 millioner kroner til den enkelte kommune.

Det betyder, at Aabenraa årligt modtager 25 millioner kroner. Sønderborg modtager 17 millioner kroner og Tønder modtager ni millioner kroner.

Personer, der arbejder i Danmark, men bor i Tyskland eller Sverige, betaler kommuneskat i Danmark. Men skatten går ikke ubeskåret til den kommune, de arbejder i. Den fordeles ligeligt ud over alle danske kommuner.

Det er selv om de i deres arbejdskommuner har ret til sygedagpenge og benytter børnepasning og skolegang for deres børn.