Åben moské skal nedbryde fordomme

Dialogen mellem ikke-muslimer og muslimer skal være bedre. Det skal en række åbent hus-arrangementer i moskeer hjælpe med. Mandag slår moskeen i Vejle dørene op.

"Måske Moské" er navnet på et nyt initiativ, som skal bygge bro mellem muslimer og ikke-muslimer.

En af initiativtagerne bag er Socialdemokraternes folketingskandidat, Tommy Peter Nielsen. Han er selv fra Vejle, hvor moskeen mandag åbner dørene for ikke-muslimer.

- Vi politikere har et ansvar for at være med til at anvise vejen til dialogen imellem alle borgere i Danmark. Når mennesker mødes i øjenhøjde nedbrydes fordomme og forståelse skabes. Mit bidrager til denne dialog er at åbne dørene til moskeerne i en række jyske byer, skriver Tommy Peter Nielsen i en pressemeddelelse.

Initiativet kommer, efter TV SYD har sat fokus på radikalisering, som ifølge TV SYDs kilder er et stort problem i netop Vejle.

- Sidste uges debat om radikalisering i Vejle, har endnu en gang vist, at de få får lov til at sætte dagsordenen for de mange. Med "Måske Moske"-kampagnen håber jeg, at vi igen kan være med til at skabe tillid frem for frygt, når det kommer til vores muslimske medborgere, siger Tommy Peter Nielsen.