- Jeg er ovenud lykkelig Anna har vundet Obama-billet

Anna Kjærgaard Kristiansen fik tirsdag morgen et opkald fra Koldings borgmester. Han havde en Obama-billet til hende og ni andre.

Når Barack Obama gæster Kolding på fredag, sidder der blandt publikum 10 koldingensere, der har deltaget i lodtrækningen om at komme ind og se USA’s 44. præsident.

En af dem, der tirsdag formiddag fik et opkald fra Koldings borgmester, er Anna Kjærgaard Kristiansen på 23 år.

Pædagogstuderende Anna Kjærgaard Kristiansen er en af de 10 koldingensere, der skal opleve Obama på fredag.

- Jeg er ovenud lykkelig. Det er jo Obama. Han er så stor og dygtig en præsident, og jeg er kæmpe fan af ham, siger Anna Kjærgaard Kristiansen til TV SYD.

Dermed skal hun fredag sidde sammen med omkring 680 andre gæster inde på SDU i Kolding. Planen er, at eks-præsidenten skal holde en tale. Hvad den handler om, ved publikum eller pressen ikke, men Anna Kjærgaard Kristiansen er spændt på, hvad han har at sige.

- Meget af det, han har gjort for verden og USA, har været godt. Han har nogle gode værdier og en god udstråling, siger Anna Kjærgaard Kristiansen, der til daglig er pædagogstuderende.

Anna Kjærgaard Kristiansen har vundet en af 10 billetter, som Kolding Kommune har valgt at trække lod om blandt borgere i byen. Frem til torsdag i sidst uge kunne interesserede deltage i lodtrækningen, og 5.251 borgere endte med at prøve lykken.

Hvem skal med til Obamas besøg

I alt kommer 680 gæster med til Obamas oplæg.

Omkring 420 af dem er medlemmer i Business Kolding, der er med til at arrangere besøget.
De er enten blevet inviteret eller har fået lov til at købe sig en plads.

Cirka 230 af gæsterne er studerende fra Syddansk Universitet, der er medarrangører, og skole- og gymnasieelever fra Kolding.

Kolding Kommune har fået 27 billetter. 11 af dem går til politikere og kommunaldirektøren. Seks er blevet foræret til studerende på de lokale uddannelser, IBA, UC SYD og Designskolen. De seks udvalgte får lejlighed til også at få taget et foto med Barack Obama. De sidste 10 billetter er mandag blevet uddelt blandt koldingensere, der har deltaget i lodtrækningen.

Disse 10 koldingensere har vundet en billet til Barack Obama-arrangementet

Lise Dydensborg, Kolding
Danny Johnsen, Kolding
Anna Kjærgaard Kristiansen, Kolding
Henrik Jensen Kiel, Kolding
Dennis Hansen, Kolding
Finn Lindby, Kolding
Anna Eva Thomassen, Kolding
Karina Jensen, Vamdrup
Danni Larsen, Kolding
Kirsten Marie Bording Laursen, Kolding

Kilde: Kolding Kommune