Der snydes i stort omfang med lastbilers udstødning til skade for miljøet

Selvom politiet jævnligt holder razziaer med kontrol af lastbilers udstødningssystemer og uddeler bøder, så fortsætter miljøsvindlen.

Sådan kan et manipuleret system se ud.
Sådan kan et manipuleret system se ud.
Foto: Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi

Tungvognscenter Syd har netop afsløret miljøsnyd med udstødningssystemet på tre lastbiler, der blev stoppet i  henholdsvis Aabenraa, Kolding og Fredericia. Der var tale om lastbiler fra Polen, Holland og Bulgarien. 

Fælles for de tre lastbiler var, at de var udstyret med en snydeanordning i form af en lille boks, der afbryder den såkaldte SCR-katalysator, der tilsætter AdBlue-væske og nedsætter udslippet af de farlige NOX-partikler. Normalt vil lastbilens computer sende en advarsel om, at rensesystemet er ude af funktion. Hvis chaufføren ikke reagerer, vil lastbilens fart sænkes så drastisk, at den kryber af sted og må på værksted for at blive repareret - men snydeboksen sætter altså den funktion ud af spil. 

Det sker ifølge politiet for, at vognmanden vil spare udgiften til AdBlue-væsken. 

Mere end 200 lastbiler afsløret

Der er det seneste år blevet afsløret over 200 udenlandske lastbiler, hvor der er manipuleret med deres AdBlue-systemer. 

Straffen for disse forseelser er typisk en bøde til chaufføren på 7.500 kroner for manipulationen, og vognmandsvirksomheden må desuden betale en bøde på 15.000 kroner for at være ansvarlig for, at SCR systemet var manipuleret. Desuden skal vognmanden også betale for en reparation og genskabelse af miljøsystemet, inden turen kan fortsættes.

Tests på Teknologisk Institut har vist, at en lastbil, der er manipuleret i SCR-systemet, forurener lige så meget som 60 lastbiler, der kører med virksomme SCR-anlæg.