TV der bevæger dig

Døde punkter i hjernen sætter 21-årig speedwaykørers drøm på pause

01:55

Martin Steen Hansen kæmper med tale-, hukommelses- og orienteringsvanskeligheder efter et voldsomt styrt på sin speedwaycykel i september 2018. Video: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Han mistede kontrollen over speedwaycyklen og ramte jorden med hovedet først. Nu viser nye scanningsbilleder, at drømmen om at vende tilbage til farten og adrenalinen fortsat er på pause.

Pokalerne står side om side på hylderne i værelset i Holsted. Der er efterhånden så mange, at nogle af dem er rykket over i vindueskarmen og ned på skrivebordet. Væggen er pyntet med holdbilleder og et helt bundt medaljer.

Jeg har nogle cyster i hjernen. De er en slags døde punkter, og det er noget værre skidt.

Martin Steen Hansen

Det er med stor længsel, at Martin Steen Hansen betragter vidnesbyrdet på den karriere, der indtil september sidste år var en stor succes.

En vellykket træningsdag på banen i Grindsted sluttede forfærdeligt for den 21-årige speedwaykører, da han mister kontrollen over cyklen.

- Jeg skulle lige have en sidste omgang på banen, inden jeg skulle hjem. Den tanke er det sidste, jeg husker, før jeg vågner op badet i slanger i en hospitalsseng på Odense Universitetshospital, fortæller Martin Steen Hansen.

Martin Steen Hansen har vundet mange pokaler og medaljer for sine evner på speedwaycyklen. Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Der var ingen garanti for livet efter

To blødninger i hjernen og fire brud på rygsøjlen sendte Martin Steen Hansen i kunstigt koma. Lægerne kunne ikke give en garanti på, om Martin Steen Hansen ville vågne igen – og de kunne intet sige om, hvilken tilstand han ville være i, hvis han vågnede.

Få døgn efter styrtet kommer Martin Steen Hansen dog til bevidsthed, men han er meget træt og derfor kun vågen kort tid ad gangen. Blødningerne i hjernen gør, at han har begrænset bevægelse i sin venstre side af kroppen.

- Den første uge handlede om at genfinde balancen og førligheden. Jeg skulle lære at gå lige igen, fortæller Martin Steen Hansen.

Her syv måneder efter styrtet kæmper Martin Steen Hansen med hukommelsen og orienteringssansen, og nogle gange er det også svært at formulere sætninger og finde de rigtige ord.

Martin Steen Hansen har kørt speedway, siden han var fire år gammel. Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Døde punkter i hjernen

I begyndelsen af april fik Martin Steen Hansen svar på en hjerneskanning, og den gav desværre ikke de svar, han havde håbet på.

- Jeg har nogle cyster i hjernen. På billederne fra scanningen ser de ud som sorte pletter. De er en slags døde punkter, og det er noget værre skidt, fortæller Martin Steen Hansen.

Jeg savner adrenalinen, farten og det sammenhold, der er med de andre kørere.

Martin Steen Hansen

Hverdagen er langt fra som før, og selvom han er taknemmelig for at være i live i dag, er der meget, han arbejder med at acceptere. Han har kørt speedway, siden han var fire år, så det er ikke noget, han så nemt kan lægge på hylden.

- Det er svært at acceptere, at det man brænder og elsker allermest, det kan man ikke deltage i. Det er utroligt svært og hårdt, siger Martin Steen Hansen.

Kroppen og hovedet skal være 100 procent klar

Trods vanskelighederne i hverdagen har styrtet ikke plantet en frygt i Martin Steen Hansen. Hans passion for sporten driver en stor drøm om en dag at vende tilbage.

- Jeg savner adrenalinen, farten og det sammenhold, der er med de andre kørere. Det er en livsstil, som jeg ikke kunne forestille mig at leve uden, fortæller han.

Martin Steen Hansen drømmer om igen en dag at kunne sætte sig op på speedwaycyklen. Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Han ved, at tiden efter styrtet har taget hårdt på familien og kæresten, da de oplevede hvert et minut af uvidenheden og frygten for at miste Martin.

De har set ham ligge i koma på sygehuset, og han forstår udmærket, at de synes, det er skræmmende, at han vil op på cyklen igen.

- Lige nu føles det ikke farligt at skulle tilbage på cyklen, men jeg ved, at der stadig er meget hårdt arbejde for at komme tilbage til der, hvor jeg var før, fortæller Martin Steen Hansen.

Derfor er speedwaycyklen parkeret på ubestemt tid.

- Kroppen og hovedet skal være 100 procent klar, før jeg sætter mig op på cyklen igen, siger han.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App