Esbjerg Havn har planer om milliard-udvidelse

Esbjerg Havn er gået i gang med at undersøge muligheden for at udvide med næsten 100 hektar, hvad svarer til 147 fodboldbaner.

Esbjerg Havn forventer øget aktivitet inden for både eksisterende og nye forretningsområder frem mod 2030. Forventningen er, at havnens arealer og kajer vil være fuldt udnyttet om få år. 

Derfor har Esbjerg Havn nu sat gang i at få afklaret mulighederne for at udvide, så havnen og dens kunder kan fortsætte med at skabe vækst og arbejdspladser.
Esbjerg Havn har lige nu et historisk højt aktivitetsniveau, og der er udsigt til, at havnen vil forsætte den vækst, som havnen har oplevet de seneste 10 år. Men der bliver brug for mere plads, hvis vækstpotentialet skal forløses. Skal Esbjerg Havn følge med udviklingen på markedet, får havnen behov for at kunne udvide med næsten en million kvadratmeter og 1 km ekstra kaj frem mod 2030. Det viser de analyser, som Esbjerg Havn har fået udarbejdet.
De sidste 10 år har Esbjerg Havn gennemført udvidelser, i takt med at kunderne har efterspurgt mere areal. Sådan skal det også være i fremtiden.

Havneudvidelser har en lang planlægningshorisont, siger Ole Ingrisch, direktør for Esbjerg Havn.
Havneudvidelser har en lang planlægningshorisont, siger Ole Ingrisch, direktør for Esbjerg Havn.

- Vi forventer vækst i efterspørgslen efter arealer. Derfor må vi allerede nu forholde os til fremtiden og få afklaret mulighederne for at kunne fortsætte en etapevis havneudvidelse. Havneudvidelser har en lang planlægningshorisont, og derfor skal de indledende undersøgelser sættes i gang nu, siger Ole Ingrisch, direktør for Esbjerg Havn.
Esbjerg Havn vil bruge de kommende måneder på at få projektet afklaret og afleverer efter planen en VVM-anmeldelse i løbet af efteråret. Det bliver startskuddet for den formelle myndighedsproces og offentlige høringsfaser.