Fængslet får ny formand

Kulturinstitutionen Fængslet i Horsens får ny formand. Horsens Kommunes tidligere kulturchef Henning Nørbæk overtager posten.

Tidligere kulturchef og flerårigt medlem af bestyrelsen, Henning Nørbæk (65 år), er udpeget til at stå i spidsen for bestyrelsen for kulturinstitutionen i det gamle statsfængsel i Horsens. Det oplyser Fængslet i en pressemeddelelse

Som mangeårig kulturchef i Horsens har Henning Nørbæk har et bredt netværk i byen. 

Bestyrelsen for Fonden Fængslet vil åbne kulturstedet endnu mere op mod omverdenen. Det skal bl.a.  ske ved at lukke det grønne areal op, så det bliver et rekreativt område for hele Horsens by og alle Fængslets besøgende året rundt. Og ikke mindst ved at skabe et nyt indendørs rum i fængselsgården – Vestsalen – med en professionel multiscene, hvor både møder, konferencer, udstillinger og kulturarrangementer kan blive afholdt.

-Jeg glæder til et utroligt spændende arbejde med at realisere de tre projekter. Vi er allerede godt i gang med de indledende øvelser i forhold til fondsansøgninger, så planerne kan forhåbentlig snart gå fra det vision til udførelse, siger Henning Nørbæk til TV SYD.