Kommune beskylder festival for strømtyveri

Ifølge Fanø Kommune har Fanø Vesterland to gange under dette års festival taget strøm fra Fanø Skoles SFO. Festivalen genkender ikke den udlægning og har nu selv sat gang i en undersøgelse af sagen.

Selvom det kun er en måneds tid siden, at dette års udgave af Fanø Vesterland blev afholdt, så vendte festivalen i sidste uge allerede blikket mod næste års festival.

Her blev billetterne til næste års musikfest sat til salg, og efter få timer kunne man melde udsolgt til Fanø Vesterland 2023.

Nu er blikket dog imidlertid blevet rettet tilbage mod 2022-udgaven, da en orienteringssag kom op på det seneste møde i Fanø Kommunes erhvervs-, natur- og teknikudvalg.

Koblet til udendørs strømudtag

Ifølge forvaltningens orientering til udvalget tog festivalen to gange strøm fra Fanø Skoles SFO, der ligger lige ved siden af festivalpladsen.

1. september, dagen før festivalen gik i gang, fandt personalet i byens SFO ud af, at Fanø Vesterland havde koblet toiletvogne til SFO'ens udendørs strømudtag uden at spørge om lov først.

Herefter slog SFO-personalet selv strømmen fra igen, hvorefter kommunen og festivalen indgik i en dialog, fremgår det i orienteringen.

Fanø Kommune oplyser, at man efterfølgende tilbød festivalen, at de kunne få lov til at bruge strømudtaget, mod at elmåleren blev aflæst, og at der blev lavet en forudgående aftale. Det tilbud takkede Fanø Vesterland dog nej til, da de vil finde på en anden løsning.

Da personalet i SFO'en om mandagen mødte ind på arbejde igen, var festivalen igen koblet til strømudtaget. 

Ifølge orienteringen til erhvervs-, natur- og teknikudvalget var det en vikar, der var til stede i SFO'en om fredagen, og som blev bedt om at slå strømmen til af festivalen.

Festival får regning

Lasse Harder Schousboe (Enhedslisten) er formand for Fanø Kommunes erhvervs-, natur- og teknikudvalg, og han undrer sig over, at de kan finde på det, når der er tale om kommunal strøm.

Udvalgsformanden fortæller, at der vil blive sendt en regning til festivalen på baggrund af et anslået strømforbrug. 

- Jeg synes, det er en rimelig alvorlig sag, og jeg håber, at den løser sig, og at den regning, der vil komme, bliver betalt, så vi ikke skal ud i en diskussion om det, siger han.

I hvilken størrelsesorden beløbet kommer til at være, kan han ikke spå om. Det vil forvaltningen i Fanø Kommune finde ud af på et tidspunkt.

quote

Vi har brugt og bruger tiden på at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen

Jesper Møller, direktør Fanø Vesterland

Det er dog ikke kun strømmen fra SFO'en, som festivalen skal betale for.

Ifølge forvaltningens orientering får de også en regning for reparation af et lysmast-anlæg ved Fanø Skole. Festivalen havde bedt om, at alt lys omkring skolen skulle være tændt døgnet rundt i løbet af weekenden. Det blev godkendt af kommunen mod at de betalte for strømmen.

Dagen før festivalen blev det dog ifølge kommunen opdaget, at dele af lystmast-anlægget ikke virkede, fordi at strømforsyningen var blevet beskadiget af teltpæle fra festivalen. De var blevet slået ned i jorden, lige hvor forsyningen lå.

Festival genkender ikke udlægning

Ifølge Lasse Harder Schousboe er sagen ikke kun taget op på grund af tidens store fokus på elforbrug og stigende elpriser, som følge af energikrisen. 

- For mig handler det principielt om, at man skal spørge om lov, før man gør det, siger han.

- Fanø Vesterland og festivalens frivillige står efter syv måneder fortsat med ubesvarede spørgsmål omkring den fejlagtige beskyldning, fortæller Jesper Møller, der er direktør Fanø Vesterland.
- Fanø Vesterland og festivalens frivillige står efter syv måneder fortsat med ubesvarede spørgsmål omkring den fejlagtige beskyldning, fortæller Jesper Møller, der er direktør Fanø Vesterland.
Foto: TV SYD

Hos Fanø Vesterland kan man dog ikke genkende den udlægning af sagen, der har været oppe at vende hos erhvervs-, natur- og teknikudvalget ved Fanø Kommune. 

Festivalen har sat gang i en intern undersøgelse og har rakt ud til de parter, der bliver beskrevet i den orientering, der er givet hos udvalget.

- Sagen kommer selvfølgelig bag på os. Vi har brugt og bruger tiden på at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, fortæller Jesper Møller, der er direktør hos Fanø Vesterland.

Han vil ikke kommentere konkret på de punkter, der er beskrevet fra kommunens side, men fortæller, at festivalens største interesse er at få fakta på bordet.

- Så kan vi finde ud af, hvad der er sket og råde bod på misforståelser, siger han og fortsætter:

- Hvis det viser sig, at vi har gjort noget, vi ikke skulle, så skal der rettes op på det.

Håber på bedre dialog

Fra politisk hold håber man, at dialogen fremover vil være bedre.

- Vi vil gerne have et godt samarbejde med alle kulturaktører. De skal overholde reglerne, og det gælder for alle - store og små, siger udvalgsformand Lasse Harder Schousboe og fortsætter:

- Det fungerer normalt. Her har der så været et lille udsving, og det håber vi ikke gentager sig, siger han.