TV der bevæger dig

LIVSSTIL

Kælderrestaurant nomineret til bedste frokostrestaurant

Herregårdskælderen under herregården Sønderskov ved Brørup er blevet nomineret til finalen om at blive Årets bedste Frokostrestaurant.

Herregårdskælderen i nogle af de ældste dele af Sønderskov.

Den danske Spiseguide står bag nomineringen, og kategorien Årets bedste Frokostrestaurant er blot en af ti kategorier.

TV SYD fik fat i Preben Madsen, som har drevet restauranten i snart syv år, selv om mandag og tirsdag er lukkedage.

- Vi er meget glade. Og lidt spændte, siger han til TV SYD.

Han nævner, at Herregårdskælderen serverer en traditionel frokost – med afsæt i de retter, som er på menuen til aften.

- Sæsonen er vigtig – og vi skifter menu hver måned, forklarer han.

Han ved ikke, hvad der har ført til nomineringen.

- Vi er meget omhyggelige med frokosten. Mange steder er den måske mere et bi-produkt. Og mange restauranter har slet ikke åbent til frokost.

Restauranten har ligget under den gamle herregård, som i dag rummer et museum. Kælderen er noget af det ældste bevarede bygning.

I 2014 blev Restaurant Herregårdskælderen optaget i White Guide over de 260 bedste danske restauranter.

- Jeg ved ikke, hvad der nu skal ske, siger Preben Madsen til TV SYD. Jeg går ud fra, at vi løbende bliver bedømt.

- Så I holder øje med, om der kommer en enlig gæst til frokost i den næste tid?

- Næh, det gør vi nu ikke. Jeg ved godt, at de siger, at man kan spotte folk fra Michelin-guiden på, at de er alene. Men sådan tror jeg nu ikke, at det foregår i Danmark.

Foruden Herregårdskælderen er Koefoed, Christianshavn Færgecafe og Lumskebugten, alle København, Isidor Henius, Aalborg, og Christianshøjkroen, Aakirkeby, nomineret.

Herregårdskælderen er dog ikke den eneste syd- og sønderjyske restaurant, der er nomineret.

Ti Trin Ned i Fredericia er nomineret i kategorierne Årets restaurantÅrets osteÅrets kokkeprofil, hvor kokken Lasse Starup Pedersen er i fint selskab og i kategorien Årets dessert, hvor også Henne Kirkeby Kro er nomineret.

I kategorien Årets sommelier er Jesper Jensen fra Aagaard Kro nomineret.

Vejle-restauranten Me Mu er nomineret i genren Årets bistro/brasseri.