Politi skal afhøre flere vidner i sag om dødsvold

Varetægtsfængslingen af en 53-årig kvinde, sigtet for dødsvold mod en 62-årig mand i Vejle, er forlænget i fire uger til 7. juni.

Sydøstjyllands Politi er stadig i gang med efterforskningen mod en 53-årig kvinde, der er sigtet for at have forårsaget en 62-årig mands død ved at skubbe ham ned fra en trappe ved den omkomne mands lejlighed på Tønnesgade i Vejle.

- Vi har forlænget varetægtsfængslingen til 7. juni, siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Carsten Thostrup, til TV SYD.

quote

Vi mangler flere afhøringer, en række erklæringer og resultatet af diverse tekniske undersøgelser.

Carsten Thostrup, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi

Kvinden, der har tilknytning til den afdøde, er også sigtet for at have efterladt den 62-årige i hjælpeløs og beruset tilstand. Kvinden nægter sig skyldig. Men ved grundlovsforhøret protesterede hun og hendes forsvarer ikke mod frihedsberøvelsen og beslutningen om, at hun skulle i behandling, som juridisk kaldes varetægtsfængsling i surrogat.

- Der pågår stadig efterforskning. Vi mangler flere afhøringer, en række erklæringer og resultatet af diverse tekniske undersøgelser, forklarer Carsten Thostrup.

Mere kan politiet ikke oplyse på nuværende tidspunkt, da sagen kører for lukkede døre. 

Den 62-årige mand blev fundet død i sin lejlighed i Vejle om eftermiddagen tirsdag den 11. april 2017. Obduktion viste, at mandens død formentlig skyldtes vold.