Snart kan de blæse i fløjten i Horsens

Som den første kommune i TV SYD’s område får Horsens en whistleblowerordning. Også Fredericia er på vej med en ordning.

Hvordan forhindrer man magtmisbrug, korruption og nepotisme? Et af værktøjerne er en whistleblower-ordning. Så kan medarbejdere, der opdager noget betænkeligt eller ulovligt, anonymt skrive til en krypteret mail.

Sådan en ordning har de i mange banker, i Københavns Kommune og i Region Syddanmark. Men ingen af de 14 kommuner i TV SYD's område har muligheden. Det ændrer sig nu.

Grove ting

Horsens Kommune er efter et langt tilløb på vej med en whistleblowerordning.

quote

Det giver god mening at give vores medarbejdere dén mulighed.

Jakob Bille (LA), byrådsmedlem i Horsens. 

- Hvis man opdager noget ulovligt eller uhensigtsmæssigt af grov karakter, så kan man henvende sig anonymt og få sagen behandlet. Det giver god mening at give vores medarbejdere og vores samarbejdspartnere dén mulighed, siger byrådsmedlem Jakob Bille (LA), som har taget emnet op i byrådet.

Brug tillidsmanden eller pressen

Der er delte meninger om det nye værktøj. Socialdemokraterne er ikke vilde med ideen, men borgmesterpartiet er for en gangs skyld i mindretal i byrådet.

- Ofte kommer whistleblowerordninger på baggrund af en konkret sag, hvor man ikke lytter til folks bekymringer. Men det er jo ikke tilfældet her i Horsens. Her kan man tale med sin tillidsmand og sin leder, og er man ikke tryg ved det, kan man gå til lokalpolitikere og til pressen - og i sidste ende politiet", siger 2. viceborgmester Andreas Boesen (S). 

Skeptiske medarbejdere

HK’ernes tillidsrepræsentant, Lotte Møller Jensen, er også helst fri for ordningen.

quote

Jeg tror ikke, ordningen vil blive brugt ret meget. 

Lotte Møller Jensen, HK-tillidsrepræsentant i Horsens Kommune. 

- Jeg synes, vi har en åben og tillidsfuld samarbejdskultur, hvor man trygt kan gå til tillidsrepræsentanten eller sin nærmeste leder. Nu får vi så en ordning, som mest er symbolpolitik. Jeg tror ikke, den vil blive brugt ret meget, siger hun.  

Fredericia er på vej

Horsens’ nye whistleblower-ordning kan formentlig bruges fra 1. november eller 1. december. Det bliver den første kommunale ordning i landsdelen, og Fredericia kan blive den næste.

I juni foreslog Enhedslisten en whistleblower-model, hvor kommunens borgervejleder kunne tage imod anonyme henvendelser.

Arbejder på ny model

Trods støtte fra Venstre og Dansk Folkeparti var der ikke flertal for denne model i byrådet. Man ønskede ikke en ordning, hvor borgerne og medarbejderne har den samme kontaktperson. Men der var enighed om at arbejde på at finde en anden model.

Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard (S) oplyser i en mail til TV SYD, at ”Vi kaster os over arbejdet på den anden side af budgetlægningen, til november”.

Whistleblowerordninger har været drøftet i en række andre kommuner, men blev senest stemt ned i Varde Byråd i foråret.