Fødende 'Susie' koster en halv million og kan fejle alt muligt

Sygehus Sønderjylland har siden 2015 næsten tidoblet antallet af kurser. Omkring halvdelen er simulationstræning, hvor man bruger dukker i forberedelsen på virkelige scenarier.

På sygehuset i Aabenraa har de lige fået to nye multisyge patienter.

De kan fejle alverdens ting - KOL, forskellige hjertelidelser og hjernerystelser... ja, der er faktisk næsten ikke nogen grænse for, hvad de kan fejle.

Der er dog ikke tale om mennesker, men to nye dukker. 

De skal bruges til at videreuddanne læger, sygeplejersker og andre i sundhedssektoren. 

Dukken er blandt andet udstyret med aftagelig maske og bryster, hvor der kan gemme sig knuder, som eleverne skal finde.
Dukken er blandt andet udstyret med aftagelig maske og bryster, hvor der kan gemme sig knuder, som eleverne skal finde.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

I årtier har man brugt simulationstræning, og det er ifølge udviklingschef på Sygehus Sønderjylland noget, man bruger væsentligt mere i dag end tidligere. 

Samtidig er udstyret også blevet bedre med tiden, og det de to nye dukker et eksempel på.

- Vi har et par dukker, men kan se, at der udvikles nye dukker. Så vi har valgt at investere i noget, der er så tæt på virkeligheden som muligt, siger Jan Toft.

Dukken bliver styret fra et kontrolrum, hvor der sidder en, som kan skrue op og ned for blandt andet puls, blodtryk og kropstemperatur. Ifølge facilitator Dennis Schröder er der næsten ingen grænser for, hvilke scenarier, man kan bruge dukken til.

Den kan for eksempel få skiftet maske, man kan skifte livmoderen i den, og så kan den ovenikøbet føde.

Herunder fortæller Dennis Schröder om nogle af de mange muligheder, der er ved at bruge dukken.

Giver selvtillid

Dukkerne kan anvendes til mange faggrupper, og på afdelingen i Aabenraa kommer mere end hver femte nyuddannede læge igennem som kursist. 

En af dem er Amalie Brask Larsen, der er en af de første til at prøve de nye dukker af i en simulation. 

De nye læger får opstillet flere af de scenarier, de kan møde i virkeligheden.

- Det er meget virkelighedstro scenarier, og for mig betyder det, at jeg kan prøve det, før jeg står med en rigtig patient. Det er fedt, at vi får den her mulighed, og det giver lidt mere tro på sig selv, hvis det går godt, siger Amalie Brask Larsen, der lige er kommet fra medicinstudiet og nu er i gang med den praktiske del af lægeuddannelsen.

Amalie Brask Larsen er netop færdig med medicinstudiet og får nu undervisning ved hjælp af den nye dukke.
Amalie Brask Larsen er netop færdig med medicinstudiet og får nu undervisning ved hjælp af den nye dukke.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

I Forsknings- og Læringshuset har de vejledere og undervisere på, der sørger for at guide, så lægerne får den rigtige læring.

- Når du har med en virkelig patient at gøre, må du ikke lave fejl. Men her kan du lave fejl, så vi mindsker risikoen for, at det sker ude i det virkelige liv. Så det er også med til at øge patientsikkerheden, siger Jan Toft.

Se herunder en kort demonstration af, hvordan underviserne bruge dukken til at skabe en virkelighedstro situation.

Mange perspektiver

Simulationstræning bliver kun mere relevant fremadrettet, og i takt med at teknologien udvikler sig, vil man også komme til at se det flere steder, lyder det fra seniorforsker Peter Dieckmann, der er ved Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES).

- Der er mange muligheder. Det har primært været læger og sygeplejersker, der har brugt det, men andet sundhedspersonale kommer også til at bliver uddannet på den måde i fremtiden, siger Peter Dieckmann. 

Underviserne kan også lave overfladiske sår på dukken, så den fremstår med virkelighedstro.
Underviserne kan også lave overfladiske sår på dukken, så den fremstår med virkelighedstro.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

Han siger dog, at det ikke er uden problemer at lave simulationstræning. 

- Det kan godt være dyrt, og du får ikke særligt mange igennem ad gangen. Så man skal se på, om man kan finde en mere effektiv måde at bruge simulationstræning måske til større grupper, siger han.