TV der bevæger dig

Sankthans: Tusinder ventes til fest hos Bent

Bent Holm venter tusindvis af gæster til Sankthansaften. Foto: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

Bent Holm inviterer til Sankt Hans i Skyttehushaven i Vejle. Det er første gang i det nyrenoverede område, og som noget nyt er bålet flyttet ud i fjorden.

I Skyttehushaven går Bent Holm rundt og viser frem. I 15 år har han været med til at arrangere Sankt Hans for borgerne i Vejle, men i år bliver det i helt nyrenoverede omgivelser. Det giver lidt sommerfugle i maven hos formanden for Fest I Vejle.

Det er en folkeforlystelse. Aftenen er hyggelig, fornøjelig og afslappet.

Bent Holm, formand, Fest I Vejle

- Det er jo anderledes. Det er en ny scene, vi skal prøve af, nye forhold for gæsterne, og i år er bålet flyttet ud i fjorden, siger Bent Holm til TV SYD.

Renoveret have

Skyttehushaven er blevet renoveret for over 30 millioner kroner. Det har givet området en ny scene, sandstrand, stier og haverum. I år er der dog ikke plads til bålet i selve haven, hvor det plejer at stå. Nyplantede træer skal beskyttes mod flammer og gnister, så derfor er bålet flyttet ud på en platform i fjorden.

Læs også Brandmand om sankthansbål: Brug aldrig brandfarlige væsker

Sankthansaftenen er arrangeret af Fest I Vejle, Vejle Kommune og Restaurant Skyttehuset. Bent Holm anslår, at der normalt kommer et par tusinde gæster alt afhængig af vejret. I år er forventningerne dog høje, da vejrudsigten lover tørvejr.

Hyggelig og fornøjelig

- Der er altid masser af mennesker, godt humør og god stemning. Det er en folkeforlystelse. Aftenen er hyggelig, fornøjelig og afslappet, siger formand for Fest I Vejle, Bent Holm.

Bålet tændes 21:30 og Vejle borgmester Jens Ejner Christensen kommer og holder båltalen. Derudover er der livemusik, underholdning og festfyrværkeri på programmet. Se hele programmet her.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App