Derfor er Dam Kristensens nye job vigtigt

Hans nye job som Folketingets formand vidner om, at Danmark rummer mange muligheder.

Fredag blev socialdemokraten Henrik Dam Kristensen valgt til ny formand for Folketinget. At et forhenværende landpostbud fra Vorbasse kan få landets næsthøjeste embede, lige under hendes majestæt Dronning Margrethe, vidner om at alle, der vil og kan, har mange muligheder i Danmark. 

Nu er det 62-årige Henrik Dam Kristensen, der skal planlægge, prioritere og gennemføre Folketingets mange opgaver, blandt andet at arbejdet foregår efter grundlovens regler, for eksempel at samarbejdet mellem den lovgivende magt, Folketinget, og den udøvende magt, regeringen, bliver overholdt.

Magtens tredeling

Helt tilbage i 1700-tallet fandt franskmanden Montesquieu ud af, at det var genialt at dele magten op, så magtens udøvere er afhængige af hinanden. Regeringen kan for eksempel ikke selv beslutte, at dens ministre ikke skal betale skat. Det skal vedtages i Folketinget, og det sker næppe. 
Den tredje magtinstans er domstolene, som kan pålægge straf indenfor de rammer, de andre har vedtaget. Dommerne udnævnes uafhængigt af de to andre magter.

Så godt som hele den vestlige verden bruger princippet om magtens tredeling.

Ansigtet 

Henrik Dam Kristensen skal også være Folketingets formand udadtil. Han skal både tage imod udenlandske præsidenter og ministre og danskere, som besøger Folketinget, for eksempel borgere, der har noget på hjerte.

Den fjerde

Dam Kristensen er den fjerde politiker fra Syd- og Sønderjylland, som bliver formand for Folketinget. De andre er daværende borgmester i Esbjerg, Henning Rasmussen, Socialdemokratiet, tidligere minister Ivar Hansen, Venstre, fra Agerbæk, og Julius Bomholdt, Socialdemokratiet, tidligere kulturminister og forstander for den daværende Esbjerg Højskole.