Egypten-uro kunne mærkes i Billund

Uroen i Egypten og Tunesien kan aflæses på passagertallene i Billund Lufthavn for februar, der er præget af færre charter-turister.

I alt 46.192 passagerer rejste med charterfly, hvilket er en tilbagegang på 12,7 %.Tilbagegangen skyldes den seneste tids uroligheder i Egypten og Tunesien.

Billund Lufthavn havde i februar måned 156.528 passagerer ialt. Det er et fald på 2,8 procent i forhold til februar måned sidste år.

97.899 passagerer benyttede udenrigsruterne i den forgangne måned, svarende til en fremgang på 2,6 procent. Fremgangen er især drevet af, at ruteselskaberne formår at øge gennemsnitsbelægningen på flyene. Således er belægningsgraden øget med næsten 10 procentpoint i forhold til februar 2010.