Lempede rejse-restriktioner vækker glæde i lystbådehavn og lufthavn - og skuffelse hos sommerhusudlejere

Snart kan tyske sejlere igen komme til danske lystbådehavne - og der er udsigt til flere rejsende i lufthavnen. Det vækker glæde både på kajen og i gaten.

I aftes satte alle Folketingets partier minus Nye Borgerlige datoer på, hvornår det bliver muligt igen at komme ud og ind i Danmark på ferie og andre rejser.

Når coronapasset er endeligt indført i EU formentlig den 26. juni, så forventer og håber de i Billund Lufthavn, at mange vil ud og flyve igen. 

Lufthavnen fået  lavet en undersøgelse, der viser, at 58 procent drømmer om at rejse til sommer, når der igen bliver åbnet for det.

- Det er godt, at datoen er meldt nu, så flyselskaberne og charterbranchen kan blive klar. Både personale, fly og hele apparatet skal gøres klar efter lang tids nedlukning, siger en glad Jan Hessellund, der er adm. direktør i Billund Lufthavn.

Det store spørgsmål er, hvor hurtigt passagererne vender tilbage, og om vaccinationsplanerne holder.

- Vi forventer, at de næste måneder bliver usikre. Medarbejderne her i lufthavnen og jeg kommer til at tage stilling til tingene nærmest dag for dag, uge for uge. Vi ser dog frem til en sommer med liv i lufthavnen, siger Jan Hessellund.

Også i Augustenborg Yachthavn er der glæde i dag. 

I 2020 mistede lystbådehavnen 20 procent af sin omsætning, men med udsigt til en genåbning for tyske bådturister er det hele på vej tilbage til det normale efter nogle stille måneder.

Men nu får tyske bådejere lov til at tage til deres både i Danmark fra den 21. april - og så kommer de mange udenlandsk-ejede både i vandet.


Skuffede udlejere af sommerhuse


Det er dog ikke alle, der deler glæden over lempelsen af restriktionerne for ind- og udrejse.

Feriehusudlejernes Brancheforening vurderer nemlig, at reglerne for hvem, der må komme hertil og hvornår, er for uklare og bøvlede.

- Det kommer til at holde mange tyske gæster væk fra Danmark og koster Danmark og sommerhusejerne enorme beløb, siger Carlos Villaro Lassen, der er direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Tyske sommerhusgæster tegner sig normalt for 1,2 millioner overnatninger i maj og 1,5 millioner overnatninger i juni.