Både oplevelsesparken Universe, Legoland Billund og det mindre Skærup Zoo slår lørdag dørene op og byder gæsterne velkommen til en ny sæson. Om sæson 2016 bliver ligeså god som sæson 2015 er ikke til at sige. Men hvis udviklingen fortsætter, så kan attraktionerne se frem til mange besøgende.
For Givskud Zoo går det stærkt fremad med besøgstallet. I år 2015 havde dyreparken 393.000 besøgende. Det er det næstbedste resultat i 40 år. Det skyhøje antal gæster bliver kun overgået af år 2000, hvor gorillaanlægget for første gang så dagens lys.
Selskabet bag Legoland, Merlin Entertainment, skovler også penge ind. Tilsammen omsatte de seks Legolandparker i verden for 4,1 milliarder kroner i 2015. Det var en stigning på hele 11,2 procent i forhold til året før. Og besøgstallet fejler heller ingenting. Legoland Billund vil ikke selv oplyse deres besøgstal, men det anslås, at over 1,7 millioner mennesker besøgte parken sidste år.
Attraktion | Antal gæster i 2015 |
---|---|
Skærup Zoo | 37.000 |
Universe | 88.265 |
Givskud Zoo | 393.000 |
Legoland Billund | 1.700.000 |