Blæsten aflyser fly til og fra Billund Lufthavn

Flere fly til og fra Billund Lufthavn er søndag formiddag aflyst, forsinket eller bliver omdirigeret på grund af blæsten.

Søndagens blæst går på tværs af landings- og startbanen i Billund, hvilket giver problemer for de fly, der skal lande eller starte.

Det fremgår af lufthavnens hjemmeside, at flere ankomster og afgange er berørt. Således måtte Ryanairs fly fra London opgive landing i Billund og er i stedet landet i København, oplyser en af passagererne ombord til TV SYD.

- Vinden kommer fra syd, og det giver voldsom sidevind, hvorfor piloterne har valgt at udsætte starter og er søgt til andre lufthavne. Det er det enkelte flyselskab og flyenes piloter, der træffer afgørelsen, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn, til TV SYD.

Han understreger, at det er yderst sjældent at blæst i Billund stopper flyvningerne. Landings- og startbanen går øst-vest og har derfor oftest vinden på langs, hvilket ikke generer.

Sidste søndags blæst var også årsag til aflyste fly til og fra Billund - men det var vejrforhold længere nede i Europa, der her var årsagen.

- Vinden er ved at  aftage, så vi forventer, at trafikken bliver normal igen efter klokken 14, så vi kan få folk sikkert hjem fra deres vinterferie, siger luftshavnsdirektør Jan Hessellund.

Rådet til rejsende er, at de skal orientere sig på deres flyselskabs hjemmeside, da det er flyselskaberne, der træffer beslutningen om aflysninger og udsættelser af afgange.