BIOS-ambulancer er nu fremme til tiden

I oktober måned har det i gennemsnit taget 8,4 minutter at nå frem til alvorligt syge og tilskade-komne i Region Syddanmark.

Selvom BIOS fortsat mangler reddere, så er det også i oktober måned lykkes at få sendt ambulancerne afsted, så de overholder de responstider, der er aftalt med Region Syddanmark. Kun på Fyn er BIOS lige nu i gennemsnit 18 sekunder fra at opfylde responstiderne, oplyser regionen.

De enkelte dele af Region Syddanmark har forskellige responstider. I Sydvestjylland skal ambulancerne i gennemsnit nå frem til alvorligt syge og tilskadekomne på 8,6 minutter. I Sønderjylland må der gå 9,8 minut, i Trekantområdet og på Fyn skal ambulancen i gennemsnit være fremme på 7,9 minut.

I grafikken nedenunder kan du selv se responstiderne for de enkelte områder.