Alle offentligt ansatte uden kritiske funktioner sendes hjem

Ansatte i sundhedssektor, ældresektor og politi skal blive på jobbet. Andre offentligt ansatte hjemsendes.

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fredag. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

Ansatte i ældresektor, sundhedssektor og politi bliver på jobbet.

- Jer har vi brug for, siger statsministeren.

De ansatte i den offentlige sektor, som bliver sendt hjem, vil modtage løn undervejs. De sendes som udgangspunkt hjem i to uger.

Borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V), fortæller, at der havde været gisninger om, hvorvidt det kunne blive aktuelt med så eksplosive tiltag. 

- Det, vi gør nu, er rigtig drastisk for rigtig mange ansatte. Vi drøfter, hvordan vi håndterer det her. Det er en helt vild opgave og masser af ubesvarede spørgsmål, men vi handler lige med det samme, siger Jørn Pedersen til TV SYD.

Tiltagene bliver indført for at afbøde og forsinke udbredelsen af coronasmitte i landet. Mette Frederiksen siger på pressemødet, at der er 514 smittede i Danmark. Det er mere end en tidobling siden mandag.