Billund Lufthavn: Et lukket Spanien er dårligt nyt

Rejsevejledningen til Spanien er ændret fra gul til orange. Det betyder, at alle ikke nødvendige rejser frarådes. Det gør ondt på rejseselskaberne og Billund Lufthavn.

Spanien er danskernes foretrukne rejsedestination. Det genkender de i Billund Lufthavn, hvor destinationerne Mallorca, Alicante og Malaga er velbesøgte rejsemål.

I sidste måned gik næsten 9.000 passagerer igennem gaten til ét af disse feriesteder. Det svarer til 12 procent af alle rejsende i Billund Lufthavn.

Derfor giver Udenrigsministeriets ændrede rejsevejledning til Spanien anledning til triste miner i Billund Lufthavn. Landet er nemlig gået fra gul til orange, og dermed frarådes alle ikke nødvendige rejser.

- Det er ikke en god nyhed for os. Det får en betydning for os, hvilken er endnu for usikkert at sige noget om. Men fra vores synspunkt og for resten af branchens skyld havde vi selvfølgelig gerne set et stabilt og åbent Europa, fortæller marketingschef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm.

Han påpeger dog, at lufthavnen stadig har 37 andre åbne rejsemål.

Primo Tours' rejser fra Billund er aflyst

Bjarke Hansen sad til møde i Grækenland, da rejsevejledningen blev ændret. Siden har det vestjyske rejseselskab haft travlt, da de allerede fra i morgen må aflyse 3.000 danskeres ferieplaner.

- Jeg ville selvfølgelig gerne, at vi stadig kunne rejse dertil. Men når det bliver besluttet, at det ikke er sikkert, så er det selvfølgelig den rigtige beslutning, de har truffet. Vi ser sådan på det, at det måske kan blive billigere for os, hvis vi undgår yderligere smitte herhjemme ved ikke at rejse til Spanien, fortæller administrerende direktør i Primo Tours, Bjarke Hansen.

Det var planen, at Primo Tours skulle flyve et charterfly til Mallorca hver uge fra Billund. De fly må de nu aflyse.

Det betyder Udenrigsministeriets farvekoder

Grøn

Hvis dit rejsemål er grønt, opfordres du til at bruge din sunde fornuft og være opmærksom på samme måde, som du ville være det i Danmark.

Gul

Hvis dit rejsemål er gult, skal du være opmærksom på din personlige sikkerhed og huske at holde dig opdateret.

Orange

Hvis dit rejsemål er orange, bør du genoverveje, da Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige. Hvis du kommer hjem fra et orange område, opfordres du til at blive hjemme i 14 dage.

Rød

Hvis dit rejsemål er rødt, bør du genoverveje, da du frarådes alle rejser til dette rejsemål. Hvis du alligevel tager afsted, opfordres du til at søge professionel sikkerhedsrådgivning. Hvis du kommer hjem fra et rødt område, dvs. et område hvortil alle rejser frarådes – så skal du blive hjemme i 14 dage.

 

Kilde: Um.dk

- Det er klart, at det giver et økonomisk tab. Jeg vurderer dog ikke, at det er nogen katastrofe. Vi har lavet nye kontrakter med vores leverandører, så vi var forberedte på, at den slags kunne ske. Men nu er det spændende at se, hvad der kommer til at ske vores rejser i vinterhalvåret, hvor vi skal flyve en masse gæster til Gran Canaria og Tenerife, siger Bjarke Hansen.

Ifølge Ritzau fortæller rejseselskaberne Tui Danmark, Bravo Tours og Spies, at hvis man er på rejse med et af disse selskaber og har en planlagt hjemrejsedag, rejser man hjem som planlagt.

De tre selskaber oplyser ligesom Primo Tours, at hvis man har booket en tur til Spanien, bliver rejsen aflyst. I stedet bliver man kontaktet af sit rejseselskab, som tilbyder pengene retur, et gavekort eller at ombooke rejsen, skriver Ritzau.

Hvad gør man, hvis man allerede er i Spanien?

Hvis du som rejsende allerede befinder dig i Spanien, gælder regler, ligesom da du tog afsted på rejsen. Rejsevejledningerne er dog vejledende, hvilket vil sige, at det ikke er ulovligt, hvis man ikke følger dem.

- Hvis rejsevejledningen ændres fra gul til orange under din ferie i et givent land, kan du blive, indtil din ferie er slut. Opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst vil heller ikke være gældende, men du opfordres til at lade dig teste ved hjemkomst. Du bør være ekstra opmærksom på at følge Udenrigsministeriets rejseråd i en tid med COVID-19, skriver Udenrigsministeriet i en mail til TV SYD.