Danfoss giver millionstøtte til corona-forskning

Pengene skal bruges i Region Syddanmark til at forske i, hvordan sundhedsvæsnet bedst kan finde og behandle covid-19-patienter.

Sygehuse i Region Syddanmark har taget et større projekt på sig. De vil undersøge, hvordan sundhedsvæsnet bedst kan tage sig af patienter med coronavirus.

Derfor er Sygehus Sønderjylland, Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Lillebælt gået sammen om at forske i den nye virus, der har spredt sig til hele jordkloden.

Til det projekt har en Danfoss fond valgt at støtte med en million kroner, så forskningen kan komme godt i gang.

- Når hele verden er påvirket af en ny virus, er det naturligvis interessant at få undersøgt nærmere, hvad der virker, og hvad der ikke virker i behandlingen, og derfor er jeg enormt glad for, at vi har fået en million kroner fra Fabrikant Mads Clausens Fond til at få kickstartet vores forskning, siger Christian Backer Mogensen fra Fælles Akutmodtagelse på Sygehus Sønderjylland i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformanden for fonden er kun glad for, at de kan hjælpe med at understøtte vidensniveauet om coronavirus. 

- Covid-19-krisen er global og har vist sig at rumme meget store udfordringer og risici for os mennesker. Derfor er det helt afgørende at sikre så meget viden om sygdommen som overhovedet muligt. Så vi er glade for og stolte over at kunne bidrage, siger bestyrelsesformand Peter Clausen.

Følger covid-19-patienterne

Forskerne på de syddanske sygehuse får god mulighed for at samle viden om, hvordan sundhedsvæsnet bedst muligt klarer hurtigt opståede kriser, fordi mange mennesker vil blive smittet med coronavirus i Danmark.

- Alle sygehuse har med nærmest rekordfart omstillet sig til at kunne håndtere et stort antal COVID-19-patienter, og vi forventer mange patienter over de kommende måneder. Dermed har vi også en helt unik mulighed for at undersøge og følge patienterne, og de forskellige indsatser sygehusene laver, fra et meget tidligt tidspunkt, siger Christian Backer Mogensen.

Forskningen kan også bidrage til andre landes viden om håndtering af epidemien, fordi virussen netop er så ny på verdensplan, at der ikke er lavet større dataindsamling endnu.