DF'er: Der er allerede en aftale om gratis mundbind til ældre og svage personer

Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti mener, at alle ældre og andre udsatte som for eksempel førtidspensionister skal have gratis mundbind udleveret. Det står i Ældre-aftalen fra første maj.

- Som samfund skal vi sikre, at alle kan bære mundbind, især hvis man er i risikogruppen, mener Karina Adsbøl, (DF), der sidder i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Udtalelsen kommer på dagen, hvor alle, der bevæger sig ud i Danmark i myldretiden, anbefales at benytte mundbind som beskyttelse mod covid-19.

Det er første gang regeringen anbefaler brug af mundbind som værnemiddel i det offentlige rum. 

- God stil med gratis mundbind til alle

Men med en pris på mellem fem og ti kroner for ét mundbind, som skal skiftes hver gang, det har været brugt, kan det for nogle mennesker være en økonomisk byrde, og derfor mener Karina Adsbøl, at mundbind bør være gratis.

- Det vil være rigtig god stil at sikre tilgængelighed, så alle kan bære mundbind for at undgå smitte, og derfor skal som minimum ældre mennesker og andre sårbare personer have dem gratis stillet til rådighed, siger Karina Adsbøl.

- Ældreaftale sikrer gratis mundbind

I den Ældreaftale, der blev indgået den første maj, er der afsat 165 millioner kroner til hjælp til ældre og svage borgere i coronakrisen ude i kommunerne, og ældre og svage borgere er blandt andet stillet i udsigt at kunne få gratis værnemidler som mundbind udleveret.

Derfor mener Karina Adsbøl, at der ikke bør være tvivl om, at mundbind er noget denne samfundsgruppe kan få udleveret kvit og frit, og hun har på vegne af Ældre- og Sundhedsudvalget allerede den 11. juni i et brev bedt den ansvarlige minister Magnus Heunicke (S) redegøre for, hvordan de enkelte kommuner forvalter udleveringen af værnemidler:

- Jeg har den 30. juni fået det svar fra ministeren, at der ikke eksisterer noget samlet overblik, og at Kommunernes Landsforening først forventer en samlet opfølgning på, hvordan pengene er brugt - og dermed hvordan de har forvaltet udleveringen af værnemidler som mundbind ved udgangen af 2020.

- Intentionen med ældreaftalen er, at alle svage borgere skal have gratis værnemidler stillet til rådighed, og derfor forventer jeg også, at der ikke er tvivl om, at de får gratis mundbind udleveret, også nu hvor det er blevet en anbefaling, at man også bør benytte dem i myldretiden, siger Karin Adsbøl.

Socialdemokraterne parate til at gribe ind ved prisstigninger

Birgitte Vind (S), som også sidder Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, oplyser til TV SYD, at man i regeringen vil være meget opmærksom på, at alle har råd til at købe mundbind - især hvis den stigende efterspørgsel skulle resultere i højere priser:

- Vi holder øje med pris- og lagerudviklingen. Det her må ikke blive en situation, som vi oplevede med håndsprit, hvor det blev udsolgt på rekordtid, og man så kunne finde håndsprit til overpriser rundt omkring. I sådan en situation er regeringen parat til at gribe ind.