Færger sejler nu som normalt - næsten

Færgerne mellem Als og Fyn sejler fra tirsdag igen efter normal sejlplan. Dog er der det kun hver anden billet, der kan købes.

Det er ikke blevet til ret mange sejltimer for Molslinjens færger den seneste måneds tid. Nedlukningen af store dele af det danske samfund har også ramt færgetrafikken. Men fra i dag af er det igen muligt at komme på bølgen blå om bord på en af rederiets færger. Det betyder, at færgerne mellem Als og Fyn igen er i normal sejlplan.

Corona-situationen sætter dog stadig sit store præg på rutinerne. Det er nemlig kun hver anden plads på færgerne, der kan købes.

- Vi vil meget gerne i gang med at sejle igen. Men vi er også klar over, at selv om det lysner lidt, så er vi ikke ude på den anden side af denne krise, og at smittefaren stadig er til stede, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, i en pressemeddelelse.

Stadig muligt at holde afstand

Netop på grund at smittefaren er det kun hvert andet sæde, der sælges, og som en ekstra foranstaltning bliver det også muligt for passagererne at blive i bilen under overfarten. Det vil, ifølge rederiet, gøre det muligt for passagererne at holde den anbefalede afstand.

- Samtidig vil alle vores besætninger have stort fokus på at hjælpe passagererne med at passe på sig selv og holde afstand. Rengøring og hygiejne vil samtidig være top-prioritet, så vi kan tilbyde så tryg en tur som muligt, lover Carsten Jensen fra Molslinjen.

Færgerne mellem Fanø og Esbjerg har dog hele tiden sejlet efter den sædvanlige sejlplan. Her opholder mange passagerer sig rutinemæssigt i bilerne under overfarten.